BASALT lukker - se hvornår din butik er væk

Forbrug

25/05/2023

Foto: Salling Group
Foto: Salling Group

Skrevet af J. Bøgen

Halvdelen af butikkerne bliver dog erstattet af Netto.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mens inflationen fortsat var på himmelflugt og energipriserne på sit højeste, bragte Salling Group en ny spiller ind på det danske dagligvaremarked.

BASALT, som blev til på blot seks uger efter ideen opstod, åbnede den første butik i efteråret 2022, og indenfor kort tid stod 10 butikker klar som en direkte håndsrækning til forbrugerne, der foruden ekstra høje faste udgifter i hjemmet skulle betale mere for dagligvarerne.

I løbet af de seneste måneder har energiudgifterne fundet tilbage til et mere normalt leje, ligesom der er udsigt til lavere inflation. Derfor har Salling Group også fremrykket den endelige evaluering af BASALT, da netop et minimalt energiforbrug var et af grundprincipperne for BASALT, der er strippet for køle- frostmontrer og har kortere åbningstider for at reducere energiforbruget.

Evalueringen er endt på, at testen nu afsluttes.

"Jeg er stolt af, hvordan vi på rekordtid lancerede et koncept, der tilbød kunderne en langt billigere indkøbskurv end noget andet sted i markedet. Det ligger dybt i vores DNA at have fokus på at løse kundernes vigtigste udfordringer ved hjælp af nye, innovative tiltag, og vi vil også fremadrettet teste nye løsninger, som alle vil være målrettet at forbedre kundernes hverdag," siger kommende CEO i Salling Group, Anders Hagh.

Særligt koncept skulle hjælpe danskerne

I efteråret entrerede BASALT med et løfte om at være langt billigere end discount på et smallere sortiment af basisvarer, mens flere tests er blevet prøvet af – bl.a. dåseøl og sodavand til grænsepriser, mens man i en enkelt butik har forsøgt sig med et mindre sortiment af kølede varer.

"BASALT har indfriet forventningerne på rigtig mange måder. Vi har overholdt vores prisløfte og sikret kunderne dagligvarer til markedets klart laveste priser, men vi kan se, at kunderne foretrækker tilbud fremfor at handle basisvarerne ét sted til faste lave priser. Og så er det tydeligt, at nu, hvor temperaturen stiger, og sommeren er på vej, at vi med ambitionen om et minimalt energiforbrug får svært ved at imødekomme den naturlige efterspørgsel på bl.a. kølede varer, siger kædechef i BASALT," Henrik Nielsen.

De planlagte åbninger i Nakskov og Greve annulleres, mens de nuværende BASALT-butikker lukker ned i løbet af de næste måneder.

Netto vender retur

Udrulningen af BASALT skete med et enormt tempo, som lod sig gøre, da de blev placeret i eksisterende Netto-butikker, som enten stod foran en konvertering, flytning eller lukning.

Nu vender Netto retur i Kastrup, Odense, Glostrup og Næstved. De øvrige BASALT-butikker åbner ikke op på ny - det drejer sig om Viby, Helsingør, Fredericia og Hjørring.

- Vi tager en enorm læring med os videre fra BASALT, som vi kan bruge på tværs af hele Salling Group. Både hvad angår effektiv drift og energiforbrug. Lokalt har mange taget rigtig godt imod BASALT, men vi ved også, at Netto har været savnet. Derfor glæder vi os til at åbne op i nye opdaterede rammer, siger Henrik Nielsen med henvisning til, at de pågældende butikker åbner i nyeste Netto-koncept.

Medarbejderne i BASALT-butikker bliver enten på adressen, hvor man genåbner som Netto eller bliver tilbudt nye muligheder i nærliggende Netto-butikker.

Liste over adresser + timeline

Kastrup, Amagerlandevej (lukker 22/7, Netto genåbner 10/8)
Odense, Bilkabyen (lukker 22/7, Netto genåbner 10/8)
Glostrup, Hovedvejen (lukker 29/7, Netto genåbner 17/8)
Næstved, Toldbodgade (lukker 29/7, Netto genåbner 17/8)
Aarhus, Viby Ringvej (lukker 5/6)
Helsingør, Prøvestenscentret (lukker 12/6)
Fredericia, Vejlevej (lukker 19/6)
Hjørring, Bispensgade (lukker 19/6)