Åbnede i torsdags: Jysk udvider særligt koncept

Forbrug

23/03/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det er den anden af sin slags, og der er flere på vej!

JYSK vil være tættere på sine kunder i de danske storbyer, og derfor har den internationale boligindretningskæde været nødt til at tænke ud af boksen.

Det er nemlig en udfordring at finde lejemål i storbyerne, der kan huse de normale JYSK-butikker. Derfor var det heller ikke en helt almindelig butik, der torsdag 21. marts åbnede på Borgergade 27 i hjertet af København.

“Det bliver en mindre butik, men den har stort potentiale. Vi vil gerne gøre det endnu lettere for kunderne i storbyen at handle i JYSK, så vi har udfordret vores normale koncepter og samlet alt det bedste fra JYSK i et slags minikoncept,” fortæller Bo V. Andersen, Country Director i JYSK Danmark.

Med sine 515 kvadratmeter salgsareal adskiller butikken i Borgergade sig fra en almindelig JYSK-butik, der har omkring 1200 kvadratmeter salgsareal.

Succes på Frederiksberg

Trods butikkens mindre størrelse vil sortimentet stadig være stort, og hvis der er noget, man savner i butikken, er det stadig muligt at bestille det til afhentning eller hjem til sig selv, enten direkte i butikken eller online på JYSK.dk.

Det er allerede et koncept, man har haft succes med i JYSK-butikken, der åbnede på Frederiksberg tilbage i oktober, der ligesom den i Borgergade er en “minibutik”.

“Det er gået over al forventning. Feedbacken fra kunderne har været, at de ikke oplever forskel i forhold til en almindelig størrelse butik, fordi vi stadig har rigtig mange af varerne. Nu er de bare udstillet i andre inspirerende miljøer, og det har kunderne været virkelig glade for,” fortæller Lukas Gotsæd, der er butikschef for butikken på Frederiksberg og ligeledes bliver butikschef for butikken i Borgergade.

Stor interesse for Borgergade

Butikken på Borgergade åbner i Irmas gamle lokaler, og interessen er stor.

“Der er allerede flere, der har spurgt, om den ikke snart åbner. Selvom der kun er nogle kilometer til den nærmeste JYSK-butik, så betyder det meget for kunderne, at JYSK kommer endnu tættere på,” fortæller Lukas Gotsæd.

Udover gode tilbud på alt godt til hjemmet kan kunder også se frem til en åbningsfest, der blandt andet byder på en kaffevogn og gavekort til de første 100 kunder.

Der venter endnu en åbningsfest den 28. juni i år. Her udvider JYSK nemlig minikonceptet med den tredje minibutik i rækken i Bagsværd.