Kommunerne har aldrig uddelt så mange parkeringsbøder som nu. Over 60.000 flere bilister fik i 2024 en afgift under vinduesviskeren – og indtægterne fortsætter med at stige.
Lige nu læser andre
Aldrig før har danske bilister fået så mange p-afgifter som i 2024.
Ifølge en ny opgørelse fra FDM udskrev landets kommuner hele 627.825 parkeringsafgifter sidste år – næsten 60.000 flere end året før. Det er det højeste antal nogensinde og en klar indikator på, at kampen om parkeringspladserne i mange byer bliver stadig hårdere.
FDM vurderer dog, at de mange bøder ikke nødvendigvis betyder, at bilisterne er blevet mere lovløse – men snarere, at det er blevet vanskeligere at finde en ledig plads.
”De rekordmange p-afgifter er et konkret udtryk for, at der mangler p-pladser, og at der er kamp om mulighederne for at parkere,” siger Dennis Lange, chefkonsulent i FDM.
Milliardindtægter til kommunerne
De mange afgifter har givet kommunerne en klækkelig indtægt. Samlet set lød kommunernes parkeringsindtægter på 1,2 milliarder kroner i 2024, hvilket er en stigning på 52 procent over de seneste ti år.
Af beløbet kom omkring 900 millioner kroner fra betalingsparkering, mens 317 millioner kom fra selve p-afgifterne. Særligt København, Frederiksberg og Aarhus står for en stor del af væksten – faktisk blev seks ud af ti parkeringskroner betalt af bilister i hovedstaden alene.
Læs også
FDM: Det handler ikke kun om trafikregulering
Ifølge FDM bør parkeringsindtægter ikke bruges som en nem måde for kommunerne at fylde kassen på. Organisationen mener, at parkeringsbetaling skal have til formål at regulere trafikken, ikke at skabe overskud i kommunekassen.
”Man kan få den mistanke, at det ikke kun er for at regulere trængslen på p-pladserne, men også for at få en belejlig indtægt, der bruges på noget, der intet har med bilister eller infrastruktur at gøre,” siger Dennis Lange.
Ønske om nyt system
I dag modregnes kun København og Frederiksberg i deres indtægter fra betalingsparkering. FDM foreslår, at denne ordning udvides, så flere kommuner får modregnet deres parkeringsindtægter i statens bloktilskud. Det vil ifølge organisationen mindske kommunernes incitament til at bruge parkeringsbetaling som en ekstra skatteindtægt.
FDM anbefaler desuden, at midlerne i stedet samles i en statslig pulje, som kommunerne kan søge fra – til konkrete forbedringer af parkeringsforhold og trafikinfrastruktur.