Dette skal du være opmærksom på, hvis du overvejer at lease din næste bil

Bil og motor

05/03/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Flere vælger leasingløsningen frem for at købe en bil.

Hvis du går med tanker om at anskaffe dig en ny bil, er der mange ting, du skal overveje.

Selvfølgelig skal du finde ud af, hvad din økonomi kan klare, hvad dine behov er, hvordan eventuelle lademuligheder er i den by, du bor, men der er efterhånden også en ekstra ting, du skal tænke over.

For hvor mange danskere traditionelt har valgt at købe bil, så er der flere og flere, der vælger at privatlease.

Det viser en rapport over nøgletal fra bilbranchen for 2022 ifølge brancheorganisationen AutoBranchen Danmark, der også viser at nye koncepter som korttidsleasing og langtidsleje vinder frem.

Antallet af privatleasede biler er steget med hele 56,5 procent fra 2017 til, så de nu udgør 3,6 procet af alle biler i Danmark (2,6 procent i 2017).

Økonomisk fleksibilitet

En af årsagerne til, at netop leasing og langtidsleje finder så meget frem i disse år, er den økonomiske fleksibilitet, der er i at lease i stedet for eje.

Det fortæller forbrugerøkonom Ilyas Dogru fra bilejernes brancheorganisation FDM.

"Du kender budgettet, alt efter hvor lang en periode du vælger at lease over, og du er helt sikker på, hvad det koster fra måned til måned. Når bilen så skal tilbage igen, skal du heller ikke bøvle med at sælge den eller bekymre dig om et værditab," siger han til Ritzau Fokus.

Kan blive dyrere

Det er dog værd at tænke over, hvor længe man regner med at have den givne bil. På den lange bane kan det nemlig godt blive dyrere at lease frem for at købe.

Ilyas Dogru fortæller, at der i branchen er en tommelfingerregel om, at hvis de samlede leasingudgifter er under 50 procent af bilens nypris, så er det en god idé at vælge leasingløsningen.

Dog skal du også være opmærksom på, at der er ofte er et begrænset antal kilometer, du må køre på en leasingaftale. Aftalen kan også indeholder steder, du simpelthen ikke må køre til.

Ved en købt bil har du ikke de samme begrænsninger, men samtidig hænger du også på værkstedsregningerne, så du risikerer en stor uforudset udgift, hvis noget går i stykker.