Alt for få bilister har styr på denne regel.
Er en bøde på 2.500 kroner, en betinget frakendelse af kørekortet i tre år og de dertilhørende orienterende køreprøver sød musik i dine ører?
Nej vel?
Derfor er det godt at være klar over, at det som udgangspunkt er straffen, hvis der ikke er monteret en sikkerhedswire korrekt mellem en bil og en påhængsvogn, der har påløbsbremse – og det kommer bag på mange.
Sikkerhedswiren skal aktivere påløbsbremsen på påhængsvognen, så den bremser og standser, hvis uheldet sker, og den falder af trækket.
I foråret 2021 gik det galt, da anhængertrækket med påhængsvogn på en 27-årig mandlig bilists bil faldt af midt på motorvejen.
Sikkerhedswiren var faktisk monteret, men den virkede ikke, fordi den sad forkert – og derfor fortsatte påhængsvognen på egen hånd på tværs af motorvejen og endte i autoværnet 200 meter længere fremme.
“Det er selvfølgelig til stor fare for andre i trafikken, når en herreløs påhængsvogn pludselig kører førerløst rundt på motorvejen, og derfor er korrekt brug af sikkerhedswire noget, vi holder et løbende øje med,” siger politikommissær Claus Stoltenberg, leder af færdselsafdelingen ved Københavns Vestegns Politi.
Han fortæller desuden, at påhængsvogne med en totalvægt (dvs. påhængsvognens vægt plus tilladt gods) på over 750 kilo skal være udstyret med påløbsbremse – og at alle anhængere med påløbsbremse skal være fastgjort til den trækkende bils karosseri med en sikkerhedswire.
I løbet af den første uge i marts har Retten i Glostrup idømt otte bilister bøder og betingede frakendelser, mens en niende fortsat afventer sin straf.
Korrekt montering af wire
Har påhængsvognen en påløbsbremse, skal sikkerhedswiren ifølge lovgivningen monteres korrekt.
En påløbsbremse kan genkendes på en sort gummimanchet tæt ved påhængsvognens håndtag og kobling.
Sikkerhedswiren skal monteres korrekt i bilens karosseri, som typisk er et “øje” tæt ved anhængertrækket. Wiren må ikke fastgøres andre steder som fx på selve anhængerkrogen.