Forside Generelle nyheder Billigere end Wegovy: Slankepiller vinder frem på det danske marked

Billigere end Wegovy: Slankepiller vinder frem på det danske marked

wegovy
myskin / Shutterstock

En ny slankepille, der kan købes i håndkøb, sælger bedre og bedre herhjemme, men effekten er begrænset.

De seneste år har interessen for vægttabsmedicin som Wegovy og Mounjaro været meget stor, og nu er endnu et produkt kommet på det danske marked.

Der er konkret tale om midlet Formoline, som kan købes uden recept fra lægen.

Produktet blev lanceret i Danmark i juli 2025 efter at have været på det tyske marked i tolv år, og siden da er salget steget markant.

Faktisk er salget blevet tredoblet på bare et halvt år. Det skriver TV 2.

Fra 33.600 til 96.600

Mens der i 2025 blev solgt 33.600 pakker, er tallet i første halvdel af 2026 allerede steget til 96.600.

Eskil Krogh, direktør hos den danske forhandler Pharmovital, mener blandt andet, at fremgangen hænger sammen med den store opmærksomhed, der de seneste år har været på vægt.

“Vi har været heldige, at Wegovy har slået nogle barrierer ned for os. Det er blevet mere almindeligt at tale om vægt og vægttab, og det har hjulpet et produkt som vores,” siger han til TV 2.

Mindre effekt end injektioner

Der er flere forskelle mellem Formoline og vægttabsmedicin af Wegovy-typen. Først og fremmest er Formoline betydeligt billigere, og man undgår at skulle sprøjte noget ind i kroppen.

Til gengæld er effekten væsentligt mindre, fortæller Jens Meldgaard Bruun, professor og overlæge ved Steno Diabetes Center i Aarhus.

Hvor produkter som Wegovy kan føre til et vægttab på 15 til 20 procent, ligger vægttabet ved pillerne, som er fremstillet af kostfibre fra krebsdyr, kun på tre til fem procent.

Da Formoline ikke regnes som et egentligt lægemiddel, er der heller ikke krav om omfattende kliniske undersøgelser af virkningen.

Ads by MGDK