En enkel tommelfingerregel giver svaret.
Danskernes pensionsformue på mere end 5.000 mia. kr. er vores største aktiv – langt større end den private opsparing i aktier.
Alligevel er det kun få, der undersøger, om deres pension er i den bedst mulige stand.
Ifølge Vellivs rådgivningsekspert Jens Christian Nielsen kræver det kun en smule opmærksomhed:
“Opsparingen er som regel godt på vej, fordi pensionsselskabet løbende justerer investeringerne. Men med nogle få ændringer kan du optimere den yderligere,” siger han og kommer med tre konkrete råd.
Sparer du nok og rigtigt op?
Omkring 40 pct. af danskerne sparer enten for lidt eller for meget op. Det kan betyde, at du enten låser flere penge end nødvendigt undervejs – eller ender med for lidt økonomisk sikkerhed, når du går på pension.
“Vi anbefaler, at din pensionsopsparing svarer til cirka syv årslønninger, når du går på pension. Det betyder, at livet kan fortsætte økonomisk uden de store ændringer, når lønnen stopper. Som tommelfingerregel svarer det til to årslønninger som 40-årig og fem årslønninger som 60-årig,” forklarer Jens Christian Nielsen.
Har du valgt den rette risiko?
En højere risiko giver som regel mulighed for et større afkast over tid. En indbetaling på 1 mio. kr. i 2015 ville i dag være vokset til 1,1 mio. kr. med en mellem risiko – men til 1,7 mio. kr. med en høj risiko. Samtidig betyder høj risiko også større udsving.
“Når vi taler om en pension i topform, handler det også om at være tryg ved sine beslutninger. Hvis en høj risiko og store udsving gør, at du mister søvnen, så er en lavere risiko helt klart bedre for dig,” siger Jens Christian Nielsen.
Er du sikret, hvis du mister evnen til at arbejde?
Vi bruger ofte tid på at tænke over, om vi skal tegne en forsikring til et køleskab til 8.000 kr. Men vi glemmer den forsikring, der kan beskytte hele vores økonomi, hvis vi ikke længere kan arbejde.
Konsekvenserne kan være alvorlige: Husleje, bil og børnenes institutioner skal stadig betales – også selvom indkomsten forsvinder.
“Du kan typisk forsikre dig til en dækning på mellem 20 og 80 pct. af din indkomst. De fleste ligger omkring 40 pct., og det er ofte for lidt – også selvom du modtager ydelser fra det offentlige. Se på din dækning og sørg for, at der er penge til huslejen, bilen og hverdagen, hvis du i morgen får den berømte tagsten i hovedet. Når uheldet først er sket, vil du aldrig fortryde den tid, du har brugt på at sikre dig den rette dækning,” fortæller rådgivningseksperten.
“Din pension handler ikke kun om tal på en konto – grundlæggende handler pension om tryghed både nu og senere i livet. Brug en halv time på det nu, og giv dig selv ro mange år frem. Det er tid, der er godt givet ud,” siger Jens Christian Nielsen og anbefaler, at man kontakter sit pensionsselskab, hvis man har brug for hjælp til at komme helt i mål.