Vanvittig politijagt - brød næsten alle færdselsregler undervejs

112

05/12/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det er næsten et mirakel, at ingen kom noget til!

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Natten til lørdag måtte Midt- og Vestsjællands Politi nemlig ud på en 40 kilometer lang jagt efter en vanvidsbilist, der i den grad ikke var interesseret i at snakke med ordensmagten.

Det fremgår af Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport for weekenden.

Politiet startede eftersættelsen omkring kl. 01.00 natten til lørdag på Næstvedvej i Ringsted, og derfra gik det ellers over stok og sten sydpå til Næstved og tilbage til Ringsted igen.

Undervejs formåede den 23-årige bilist, der ikke ville tale med politiet, at oparbejde en hel perlerække af lovovertrædelser.

Han kørte over for rødt lys, foretog farlige overhalinger og kørte med hastigheder som overskred fartbegrænsningen med 100 procent flere gange undervejs.

Derudover punkterede bilen også undervejs, men det forhindrede ikke flugtbilisten i at køre videre.

Han overhalede lige før en rundkørslen ved Bragesvej/Næstvedvej/Ahorn Alle i Ringsted, hvor en modkørende bilist blev tvunget til at køre ud i rabatten for at undgå sammenstød.

I samme situation kørte vanvidsbilisten venstre om et helleanlæg og videre ind i rundkørslen, hvor han kørte den forkerte vej rundt i rundkørslen, så to bilister måtte dreje skarpt til højre for at undvige.

Det hele endte med, at flere politipatruljer måtte støde til jagten, og det endte med, at de fik stoppet bilisten på Klosterparks Allé i Ringsted.

Det viste sig, at den 23-årige mand fra Skælskør, der sad bag rattet, kørte i en stjålet bil, var påvirket af euforiserende stoffer, og desuden kørte uden kørekort - fordi det for nylig var blevet inddraget i en sag om narkokørsel.

En narkotest i forbindelse med anholdelsen viste, at manden havde både kokain og amfetamin i blodet.

Under ransagningen af bilen fandt betjentene desuden en kniv, som den 23-årige ikke havde et anerkendelsesværdigt formål til at besidde.

Manden blev fremstillet i grundlovsforhør lørdag, og her valgt en dommer at varetægtsfængsle ham til d. 30. december for fareforvoldelse og tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden.

Politiet arbejder nu videre på at dokumentere vanvidskørslen og vil i den forbindelse gerne i kontakt med de trafikanter, som har oplevet faresituationer, eller har måtte undvige i forbindelse med den 23-åriges kørsel.

Ring til politiet på tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagen.