Skræmmende fund: Flere døde heste gravet op

112

23/08/2023

Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk

Skrevet af J. Bøgen

Politiet er til stede på 12 lokationer og indkalder til pressemøde.

Personale fra Viborg Kommune, Midt- og Vestjyllands Politi samt fagspecialister fra Fødevarestyrelsen kom onsdag på uanmeldt besøg ved et stutteri i den jyske by Skals ved Viborg.

Stutteriet har allerede været sigtet for overtrædelser af dyrevelfærdsloven, og i dag begyndte politiet og de andre myndigheder (med hjælp fra Forsvaret) at grave i området omkring stutteriet.

Man ledte efter nedgravede heste, og desværre har ordensmagten fået gevinst.

I løbet af dagen er flere hesteskeletter blevet gravet op, og ifølge vidner på stedet breder der sig en rådden lugt.

En efter en bliver de døde dyr nu gravet op af jorden og det skal nu undersøges, om alle regler er blevet overholdt.

“Sammen med politiet graver vi flere steder på ejendommene. Det handler først og fremmest om at finde ud af, om der er nedgravet heste uden tilladelse”, siger direktør for Teknik- og Miljø i Viborg Kommune, Hans Jørn Laursen, i en pressemeddelelse.

Politiet har inviteret til pressemøde kl. 15.30, hvor de vil give offentligheden en opdatering på sagen. Man har dog bedt om forståelse for, at der er visse dele af efterforskningen, som man ikke kan dele ud af informationer om endnu.