Politikreds har fået 10 nye kameraer - her er de sat op

112

01/06/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

De skal hjælpe med at øge trygheden, når man færdes i det offentlige rum.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Snart vil der være flere digitale øjne rettet mod dig, når du bevæger dig rundt i det offentlige rum - og befinder du dig i Aarhus, er det faktisk allerede virkelighed.

Politikredsene har nemlig fået fordelt et antal tryghedskameraer af Rigspolitiet på baggrund af kredsenes egne politifaglige vurderinger. Her har Østjyllands Politi i år fået 10 styk, hvilket bringer det samlede antal kameraer i politikredsen op på i alt 45 tryghedsskabende kameraer.

Billederne fra overvågningen bliver vist på skærme i Østjyllands Politis vagtcentral, og hvis der for eksempel kommer en anmeldelse om uro på stedet, kan betjentene med det samme se, hvad der sker. Efterfølgende kan videomaterialet bruges i den videre efterforskning. 

”De tryghedsskabende kameraer er både tænkt som et præventivt tiltag, men også som et værktøj, som vi i politiet kan bruge i vores efterforskning. Vi har allerede haft flere eksempler på, at vi har kunne bruge de kameraer, der er sat op andre steder, og med de nye kameraer får vi endnu bedre muligheder for at opdage og dokumentere kriminelle forhold,” siger vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi, Gert Bisgaard.

Skiltet med overvågning

I forvejen er tryghedsskabende kameraer sat op flere steder i Aarhus Midtby, centralt i Randers og i Odder og Grenaa. På de pågældende steder er der sat skilte op, der viser, at politiet har kameraer i området. Derudover er der kameraer på tre broer i Østjylland. 

”Vi har prioriteret placeringerne ud fra flere forskellige kriterier. Vi ser blandt andet på, hvor der typisk er mange mennesker samlet, og hvor vi jævnligt får anmeldelser om forskellige former for kriminalitet,” siger vicepolitiinspektøren. 

De nye kameraer er fordelt på følgende vis: 

  • 3 i Aarhus Vest

  • 3 i Rosenhøj, Viby

  • 4 ved Godsbanen i Aarhus

Foto: Østjyllands Politi