Hvad er pointen med fartkontroller på vejene?
Nogle vil mene, at det er en pengemaskine, der skal høvle ekstra kroner ned i statskassen. Andre vil mene, det er for vores alles bedste i form af at sørge for sikrere kørsel ude på de danske veje.
Uanset, hvad man mener, har undersøgelser igen og igen vist, at alene advarslen om, at der er fartkontrol kan have en præventiv effekt på nogle bilister trang til at køre hurtigere, end man faktisk må - og netop den præventive del af hele konceptet har Nordsjællands Politi taget til sig.
Offentliggør 5 steder
De offentliggør nemlig ofte, hvor de holder med fotovognene en given uge, netop for at få folk til at lette foden fra speederen, så de undgår en bøde, og på den måde bliver hastigheden sat ned og sikkerheden øget.
Denne uge er ingen undtagelse, og hvis du skal ud og have ordnet de sidste julegaveindkøb, eller måske skal ud at køre for at se familien juleaften, kan du altså risikere at møde politiets fartkontrol på følgende strækninger:
Jægersborg Alle, Gentofte
Sønder Strandvej, Helsingør
Tinkerup Strandvej, Gribskov
Hornebyvej, Hornbæk
Nivåvej, Nivå
Det er et lille udpluk af de steder, man kan støde på fartkontrollen. Det vil altså sige, at det ikke er de eneste steder, politiet holder øje, og politikredsen opfordrer da også til, at man kører afsted i god tid, så man ikke føler sig nødsaget til at overskride hastighedsgrænserne for at nå frem til sin aftale.