Antallet er cykeltyverier eksploderer: Nu skal politiet have nyt våben

112

17/12/2023

Foto: iStock
Foto: iStock

Skrevet af J. Bøgen

Det vil komme til at påvirke alle cyklister, når de træder i pedalerne.

Antallet af cykeltyverier stiger år for år i København, og også i resten af landet er antallet af stjålne cykler alt for højt. Og opklaringsprocenten er så lav, at det næppe afskrækker en tyv fra at stjæle cykler, eller en hæler fra at købe den.

Men nu spiller regeringen en lovændring på banen, der skal give politiet lov til at rutinetjekke cyklister for, om de kører på en stjålen cykel – et redskab, der i dag ikke er lovligt.

Og tiltaget er ubetinget godt, mener F&P.

"Vi har længe efterspurgt, at politiet får mulighed for at stoppe og rutinetjekke cyklister. Det må de ikke i dag, og det har gjort det unødigt svært at stoppe tyvene. Nu vil regeringen give politiet et nyt våben over for cykeltyve, og det hilser vi meget velkomment i forsikringsbranchen. Det er alt for nemt at være både cykeltyv og cykelhæler, og det går ud over borgerne hver eneste dag," siger Pia Holm Steffensen, underdirektør i F&P.

Især slemt i hovedstaden

Cykeltyverier er især en plage for borgerne i København, hvor antallet af cykeltyverier kun kender én vej: op. I de første tre kvartaler af 2023 blev der i landets hovedstad meldt over 13.000 cykler stjålet.

Derfor foreslår F&P også at indføre et digitalt stelnummer, der er nemt at aflæse, og et digitalt cykelejerregister, hvor man nemt kan slå op, om en cykel er stjålet.

"Danmark er en stolt cykelnation, og derfor er det også helt uholdbart med de mange stjålne cykler. Så stor ros til regeringen for, at den nu forsøger at stikke en kæp i cykeltyvenes hjul. Nu må det næste skridt være at gøre det endnu sværere for cykeltyvene og gøre livet nemmere for politiet med et digitalt stelnummer og -register," siger Pia Holm Steffensen.