Nu bliver indsatsen styrket - og det får betydning for alle bankkunder

112

13/11/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Der kommer også nye tiltag for dine sms'er.

Digital svindel er i hastig vækst, og hver anden sag om bedrageri foregår på internettet. Digitale svindlere kan narre store pengebeløb fra sagesløse danskere.

”Vi skal have et stærkere værn mod svindlere, så de ikke kan franarre helt almindelige danskere for op mod en halv million kroner. Jeg synes ærlig talt, det er forkasteligt, at man kan få sig selv til at stjæle f.eks. ældre borgeres penge ved at udgive sig for at være en anden. Derfor er jeg glad for, at vi nu sammen med banksektoren, teleindustrien, Ældresagen og Forbrugerrådet Tænk er enige om at sikre, at det skal være sværere at være svindler,” siger erhvervsminister Morten Bødskov.

Derfor er regeringen sammen med Finans Danmark, Forbrugerrådet Tænk, Teleindustrien og Ældre Sagen blevet enige om et initiativ, der skal dæmme op for den nye slags indbrudstyve.

Det betyder det for dig

Bankerne vil sænke loftet over, hvor mange penge man som udgangspunkt kan straksoverføre pr. døgn, uden først at have kontakt med sin bank, til 50.000 kroner. I dag kan loftet på straksoverførsler være op til 500.000 kroner. Bankkunderne kan ændre beløbsgrænsen på de 50.000 kr. efter kontakt til banken.

Derudover vil Teleindustrien i samarbejde med teleselskaberne etablere mulighed for, at afsendere af SMS’er kan få beskyttet deres afsendernavn, så svindlere ikke kan udgive sig for at være fra f.eks. en bank eller en offentlig myndighed.

Finans Danmark vil desuden bede sine medlemmer om, at gennemføre en præventiv indsats over for særligt svindeludsatte kunder. Indsatsen vil indeholde information om fuldmagtsløsninger og en målrettet kommunikationsindsats om muligheden for at nedsætte beløbsgrænsen yderligere end de 50.000 kroner per dag.

Samtidig vil parterne i fællesskab lave en styrket informationsindsats i kampen mod digital svindel.

Aftalekredsen arbejder videre med yderligere tiltag med afsæt i ny teknologi f.eks. beskyttelse mod såkaldt spoofing, hvor svindlere ringer eller mailer og udgiver sig for f.eks. at være en bank eller myndighed.

Glade for styrket indsats

Administrerende direktør i Ældresagen, Bjarne Hastrup, er glad for, at der nu bliver trappet op i kampen mod de kriminelle.

”Den forfærdelige svindel, som ældre og andre er ofre for, skal stoppes hurtigst muligt. I Ældre Sagen er vi derfor glade for, at erhvervsministeren har samlet alle parter i ét rum, og at vi er enige om at kæmpe for samme sag. Det er helt nødvendigt.”

Samme toner lyder fra formand for Forbrugerrådet Tænk, Anja Philip.

”Vi er meget glade for at ministeren har sat sig i spidsen for en hurtig indsats til at forebygge den digital svindel, som vi i appen Mit Digitale Selvforsvar, kan se er i voldsom vækst. De første 4 initiativer her, er en rigtig god start og vi ser frem til at fortsætte arbejdet om flere af de gode ideer, vi har haft på bordet til styrkelse af forbrugerbeskyttelsen.”