Kender du reglerne? Sådan må du parkere med trailer eller campingvogn

112

30/08/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

En ting er at bakke med sådan en, men har du styr på parkeringsreglerne?

En trailer eller campingvogn er fantastiske ting til enten at flytte meget på en gang eller have et sted at bo, når man trænger til at komme lidt væk fra hverdagen ... lige indtil man får en parkeringsbøde, fordi man har parkeret den forkert.

Sådan en anhænger kan nemt komme op over otte meter i længden, og det er meget længere end de fleste p-båse i Danmark - så hvad gør man lige, hvis man skal parkere sådan en fætter?

FDM har undersøgt sagen, og det er nok meget godt, for svaret er ikke så ligetil.

Hvor parkerer du?

Først og fremmest afhænger det af, om du parkerer på offentlig vej eller privat område.

I Aarhus eller Københavns Kommune må du for eksempel gerne koble trailer eller campingvogn fra og parkere den individuelt i en bås, p-bane eller langs kantstenen.

Hvis du i stedet vælger at lade anhængeren være koblet på bilen (f.eks. ved parkering langs kantsten eller p-bane), tæller det faktisk også kun som én parkering, så du ikke behøver at betale for to parkeringer. 

FDM's jurist, Simon Nguyen Kildeby, opfordrer billister til at tjekke de enkelte kommunernes hjemmesider for at finde ud af reglerne - hvis der overhovedet er nogen regler at finde, vel at mærke.

Parkering på eget ansvar

Kigger man på det private områder, er det ikke ligefrem, fordi det er nemt at hitte hoved og hale i, hvad man må og ikke må.

FDM har spurgt flere af landets største p-selskaber om, hvilke regler der gælder på de pladser, de kontrollerer, og i en mail svarer Europark:

"Den klare hovedregel er, at parkering skal foretages i overensstemmelse med skiltningen på den benyttede parkeringsplads (...) Kan man ikke gennemskue reglerne, anbefaler Europark, at man parkerer et andet sted."

Næsten samme svar lyder fra ParkZone:

"Du må gerne parkere en trailer, en campingvogn eller en anden anhænger i en nabobås. Dog skal den - ligesom bilen - følge de regler, der står på vores skilte."

Med den sidste del af svaret henvises der for eksempel til, at man skal huske p-tilladelse, enten digitalt eller fysisk, ligesom der også skal være en p-skive på anhængeren, hvis det er et krav for at parkere et givent sted.

Sender aben videre

FDM mener, at den slags svar sender bolden tilbage til bilisten, og det er ikke rimeligt.

Simon Nguyen Kildeby understreger, at man altid skal overholde parkeringsreglerne der, hvor man vil sætte sin bil eller anhænger, men han mener ikke, de forskellige parkeringsaktører er særligt gode til at forklare, hvordan reglerne for anhængere er på de givne steder.

Han understreger, at det er vigtigt, at man sikrer sig dokumentation for betalingen. F.eks. med foto af den fastgjorte p-billet, som bør sidde ved nummerpladen på traileren.