Det sendte chokbølger gennem hele landet, da vi fredag morgen vågnede op til nyheden om et knivdrab i Holbæk.
Torsdag aften blev en 37-årig gravid kvinde nemlig angrebet efter sin vagt på det plejehjem, hun arbejdede på. En ukendt mand trak kvinden ud af hendes bil og stak hende til døde, inden han flygtede fra stedet.
Siden har politiet ledt med lys og lygte efter vidner, og her i weekenden gav de endda frit lejde til to potentielle vidner, som sandsynligvis var i området omkring drabstidspunktet. Grunden til, at de får frit lejde, er, at politiet mistænker, de to potentielle vidner var ude for at begå indbrud, men politiet har understreget, at de udelukkende er interesserede i at høre, hvad vidnerne kan fortælle om drabet.
I weekenden meldte to personer sig så til politiet, men det viste sig ikke at være de to personer, politiet gerne ville snakke med. Alligevel er der nu nyt i sagen.
En 24-årig mand er nemlig mandag formiddag blevet anholdt, og han er mistænkt for at stå bag det uhyggelige drab torsdag aften.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Manden er afghansk statsborger, og han blev anholdt kl. 09.11 mandag morgen/formiddag uden dramatik. Han vil nu blive afhørt, og tirsdag morgen kl. 09 vil han blive fremstillet i grundlovsforhør, hvor politiet vil begære varetægtsfængsling.
"Den anholdte mand er mistænkt for at have begået drabet på den 37-årige kvinde. Efterforskningen af sagen kører fortsat på sit højeste, og der er fortsat er mange ting, som skal afklares", siger vicepolitiinspektør Kim Løvkvist i pressemeddelelsen.
Anklagemyndigheden vil ved grundlovsforhøret begære dørlukning, så det er ikke muligt at komme med yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.