De bliver forbudt fra nytår: Trafikstyrelsen advarer mod populært julegaveønske

112

27/11/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Man bør tænke sig om en ekstra gang, inden man skriver sådan en på ønskelisten.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Black Friday er overstået, og snart begynder julesalget, men overvejer man at lægge en drone i kurven eller sætte den på ønskelisten, er det med at være ekstra opmærksom, hvis man ikke vil risikere en ærgerlig overraskelse efter nytår.

Fra den 1. januar er der nemlig ændrede regler for, hvor man må flyve, hvis man har en drone uden C-mærkning, der vejer 250 gram eller derover.

I det tilfælde skal man nemlig flyve mindst 150 meter fra blandt andet byer, sommerhusområder og andre former for bymæssig bebyggelse og rekreative områder.

Derfor kan det være en god idé at holde øje med C-mærket, hvis man leder efter en drone i forbindelse med Black Friday. Det forklarer Lars Korsholm, der er kontorchef i Trafikstyrelsen:

"Det er en god måde at fremtidssikre sin drone, og samtidig er C-mærket et bevis for, at dronen lever op til alle lovpligtige standarder og dermed er sikker at flyve med," siger Lars Korsholm.

Skal øge trygheden for borgerne

Det lille mærke får i det hele taget stor betydning efter nytår, hvor det bliver ulovligt at markedsføre nye modeller uden C-mærke, ligesom det også bliver ulovligt at flyve med droner, som er kommet på markedet fra den 1. januar uden C-mærke:

”Det skal være trygt at have droner i dansk luftrum, og derfor justerer vi reglerne, så der er større garanti for, at det er sikre droner, der svæver rundt over os,” siger Lars Korsholm.

Kravet om C-mærkning gælder alle nye droner og alle vægtklasser. Der er dog indført en overgangsperiode, så alle droner uden C-mærke, som butikkerne allerede har på lager i 2023, gerne må sælges i det nye år.

Lars Korsholm medgiver, at det kan virke forvirrende, og for at sikre, at flere kender de nye regler, sætter Trafikstyrelsen i denne uge gang i en kampagne, som over de næste måneder skal gøre droneentusiaster og butikker klogere på området:

"Vi forstår godt, at det kan være svært at gennemskue, hvordan man må flyve med sin drone, og hvad der skal til for, at den er lovlig. Der håber vi, at kampagnen gør en forskel," siger Lars Korsholm.

Droneforhandlere har et stort ansvar

Hvert år sælges der cirka 20.000 droner i Danmark. Det anslog selskabet Boston Group, der er Nordens største droneimportør, sidste år.

Og Trafikstyrelsens Lars Korsholm understreger, at landets forhandlere har et særligt ansvar for at sælge produkter, der lever op til reglerne:

”Med de nye ændringer er det vigtigt, at forhandlerne fra den 1. januar kun sender nye dronemodeller på markedet, hvis de bærer et C-mærke," siger kontorchefen og fortsætter:

"Det er naturligvis op til den enkelte borger at kigge efter mærket, før man køber. Men forhandlerne skal huske, at de står til ansvar, hvis de sælger droner uden rette mærkning."

Imens droner uden C-mærke, der vejer 250 gram eller derover, skal holde sig længere fra byerne efter nytår, gælder samme afstandskrav ikke for lettere droner.

Her skal ejerne dog stadig være på vagt fra 2024, fordi der ventes at komme generelle ændringer i reglerne, som får betydning for, hvordan droner må flyve i forhold til parker og slotte samt natur- og militærområder.

Man kan læse mere om de nye regler på www.droneregler.dk/c-maerket.