Bizar forbrydelse: Op mod 8 tons raps stjålet fra jysk landmand

112

07/08/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Hvordan har det overhovedet kunne lade sig gøre?

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Du har måske prøvet at få stjålet en pung. Endda en smartphone, måske en bil.

Men du har næppe oplevet et tyveri som det, en landmand fra Ebstrup nord for Silkeborg oplevede i starten af ugen.

Tirsdag ringede landmanden nemlig til politiet og anmeldte et noget besynderligt tyveri:

Han havde nemlig fået stjålet et sted mellem fem og otte tons færdighøstet raps.

Det skriver TV Midtvest.

Lå på en pressenning

Carsten Holm fra Lokalpolitiet i Sillkeborg fortæller til mediet, at rapsen har ligget på en presenning, så det var klar til at blive hentet.

Men da landmanden troppede op ved afgrøderne, manglede der altså flere tons.

Landmandens skøn er, at den manglende færdighøstede raps har en værdi af omkring 30.000 kroner.

Mystisk mand med spand

Det er ikke ligefrem hverdagskost for politiet at få sådan en anmeldelse, og ordensmagten har da umiddelbart heller ikke alverden at gå efter i opklaringsarbejdet.

Dog lagde landmanden selv mærke til en potentielt vigtig detalje før weekenden.

Rapsmarken ligger nemlig ikke særligt langt fra landmandens bopæl, og på et tidspunkt så han en firhjulstrækker holde parkeret nær marken, imens en mand gik rundt om bunken af raps.

"Han stod tilsyneladende med en spand og pillede i afgrøderne," fortæller Carsten Holm, og tilføjer, at den mistænkelig person hurtigt stak af, da landmanden nærmede sig.

Det vides dog ikke, om episoden har noget med tyveriet at gøre, da man selvsagt ikke kan have otte tons raps i én bil.