Natten til tirsdag udviklede sig dramatisk ved Ladegårdsparken i Holbæk.
Kl. 2.53 fik Midt- og Vestsjællands Politi nemlig en anmeldelse om, at der var udbrudt brand i en bil på parkeringspladsen ud for nummer 125 i boligområdet, og da ordensmagten nåede frem, var der godt gang i flammerne.
"Da vi kommer derop, er det første køretøj fuldstændig overtændt. Det spreder sig så hurtigt til den næste bil, og så kommer der så nogle følgeskader," fortæller vagtchef Jesper Mortensen til TV 2 Øst.
Branden startede øjensynligt i en personbil, som stod på parkeringspladsen. Herfra bredte flammerne sig til en anden bil, og yderligere tre eller fire biler blev beskadiget af strålevarme.
Politiet formoder, at den indledende brand var påsat, og derfor søger man nu vidner, der kan kaste lys over, hvad der faktisk skete.
Bilerne bliver undersøgt nærmere for spor i løbet af tirsdag.
Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk