8-årig pige befriet - har aldrig været i en skov eller kørt i bil

112

08/11/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

En bizar sag om et skjult barn har rystet Tyskland.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tyske medier er i disse dage på den anden ende. Ikke på grund af krigen i Ukraine, den buldrende inflation eller energikrise.

I stedet er alles fokus rettet mod en 8-årig pige.

Hun er nemlig blevet befriet, efter hun angiveligt har været holdt skjult af sin mor og bedsteforældre det meste af sit liv.

Både tyske, danske og internationale medier skriver om sagen, herunder den britiske avis The Guardian.

Pigen er, ifølge avisens oplysninger, så underudviklet, at hun knap nok er i stand til at gå på trapper. Til gengæld har de læger, der har undersøgt pigen, som i tyske medier kaldes "Maria", ikke fundet nogen tegn på mishandling.

Den lille pige blev befriet d. 23. september, og hun har efterfølgende selv fortalt, at hun aldrig har været i en skov, set en eng eller kørt i bil. Til trods for, at hun er så underudviklet, som hun er, er hun dog i stand til både at tale og gå.

Hverken pigens mor eller bedsteforældrene har villet udtale sig under politiafhøringerne. Derfor er der stadig ikke nogen, der kender baggrunden for den årelange indespærring.

Tilbage i 2015 fortalte pigens mor de lokale myndigheder, at hun ville flytte til det sydvestlige Italien med sit barn.

I september samme år gik pigens far dog til myndighederne, da han havde set både mor og pige i den tyske by, hvor pigen blev holdt indespærret.

Det fik myndighederne til at kontakte pigens bedsteforældre, men her lød meldingen også, at pigen og hendes mor båede i Italien.

I juli i år fik politiet imidlertid et tip fra et ægtepar. De havde nemlig hørt et rygte om, at en nu 8-årig pige blev holdt indespærret og skjult af sine bedsteforældre.

Moderen, som er 47 år gammel, risikerer op til ti års fængsel.