4 råd, du skal følge, når stormen rammer Danmark for alvor

112

20/10/2023

Arkivbillede: Presse-fotos.dk
Arkivbillede: Presse-fotos.dk

Skrevet af J. Bøgen

Pas godt på, hvis du skal nogen steder - også selvom, du ikke befinder dig i de udsatte områder!

Stormen begynder for alvor at skabe problemer, og vandstanden stiger faktisk hurtigere end ventet nogle steder.

Det betyder, at beredskaber landet over, men særligt i det sydlige Jylland, kæmper en ulige kamp mod naturens kræfter - for vandet er slet ikke toppet endnu.

Faktisk forventes det, at vandstanden vil være op til 2,4 meter over normalt niveau i det sydlige Lillebælt, når vi rammer nattetimerne. De prognoser er imidlertid blevet justeret flere gange de sidste dage, og da vandstanden stiger hurtigere end ventet, er det ikke utænkeligt, der kommer endnu en justering.

Men udover vandmasserne, er Danmark også udsat for stærk vind, og i store dele af landet vil man blive ramt af vindstød af stormstyrke.

Det betyder, at man ikke kun er i fare, hvis man befinder sig i de oversvømmelsesudsatte områder.

4 gode råd

Det er jo ikke helt unormalt, at Danmark bliver ramt af storme, og derfor har Beredskabsstyrelsen samlet fire overordnede råd til, hvordan du skal forholde dig til naturens rasen.

Fastgør eller fjern løse genstande

Ryd op rundt om huset, fjern eventuelle løse tagsten fra taget og fastgør trampoliner og lignende

Lad op

Sørg for, at der er opladt batteri på computer og mobiltelefon, og hav lommelygte eller stearinlys klar, hvis strømmen skulle gå

Følg med

Tjek vejrudsigten og følg med i meldinger fra myndighederne via pressen, hjemmesider, apps og sociale medier

Pas på, hvis du skal ud

Vær opmærksom på tagsten, grene og andre løsrevne genstande, hvis du går udenfor. Hvis myndighederne fraråder unødig færdsel udendørs, så udsæt eller aflys dine aftaler så vidt muligt

Hovedstadens Beredskab er her til morgen også ude med en advarsel til danskere, der gerne vil ud i det voldsomme vejr.