Onsdag eftermiddag var der stort set ingen vind over Danmark, men det ændrede sig efterhånden som vinden i løbet af aften tog til fra en østlig retning.
Vinden vil tiltage frem til fredag aften og derfor har DMI varslet om stormende kuling i middelvind fra en østlig retning, med endnu kraftigere vindstød, gældende for den sydøstlige del af landet, og dele af Østjylland, fra fredag eftermiddag eller aften og frem til lørdag nat.
Det er et kategori 1-varsel.
Den kraftige østlige vind betyder, at der især i den vestlige del af Østersøen og den sydlige del af Lillebælt, vil blive presset en stor mængde vand ind på kysterne fra den Botniske Bugt - og her har DMI udsendt et kategori 3-varslet om meget farligt vejr.
DMI udsender alment varsel, hvis vandstanden overskrider 125 cm i de varslede områder, og det er sikkert, at vi kommer væsentligt over disse værdier.
Samlet set for de varslede områder er der forudsagt et stort interval på op mellem 140 og 200 cm. De højeste værdier forventes ca. fra den sydlige del af Langeland og op til den sydlige del af Lillebælt. Som udgangspunkter er der. ca 10 procent usikkerhed i de forudsagte vandstande, hvilket i det konkrete tilfælde betyder ca. +- 15-20 cm.
Udover blæsten kommer der også regn i perioder i den kommende weekend. Dette giver risiko for koblede hændelser, hvor det vand der kommer i vandløbene ikke kan få lov til at løbe ud i havet, grundet den forhøjede vandstand. Dette vil blive beskrevet nærmere, når vi kommer tættere på hændelsen.
På billedet nedenfor angiver de gule områder, hvor kategori 1-varslet gælder. De røde områder viser, hvor kategori 3-varslet er i effekt. Artiklen fortsætter under billedet.
Foto: Screenshot, dmi.dk
Myndigheder og kommuner advarer
Hvor slemt, det ender med at blive, ved vi af gode grunde ikke, men noget tyder på, vi bliver ramt af noget, vi ikke har oplevet i nyere tid.
Derfor har Syd- og Sønderjyllands Politi opfordret brogere i de udsatte områder til simpelthen at forlade deres hjem eller sommerhuse seneste fredag morgen, da der er en reel risiko for, at man ikke kan komme væk, når vandet først kommer.
Samme melding lyder fra Sønderborg Kommune til enkelt områder, men mere bemærkelsesværdigt er det måske, at alle borgere i Sønderborg opfordres til spare på vandet fredag og lørdag, da det kommende højvande og regnmasser forventes at belaste spildevandssystemet.
Derfor anbefaler kommunen, at man venter med at sætte tøjvasken eller lignende over til søndag, så spildevandssystemet ikke bliver overbelastet.
Også Lollands Kommune er ude med en advarsel til borgerne, hvor de blandt andet advarer om, at både strøm og vand kan blive afbrudt. Derfor opfordrer de borgerne til at have fuldt opladte telefoner, og at man skal følge med i medierne.