3 mænd begik hjemmerøveri: Så hurtigt blev de lagt i håndjern

112

03/04/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

De risikerer nu op til 10 års fængsel.

Kort før midnat natten til tirsdag fik Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en anmeldelse om, at flere mænd var trængt ind i en bolig på Skælskørvej ikke langt fra Karrebæksminde.

Ganske kort efter var den første patrulje på stedet – hurtigt efterfulgt af flere.

Det betød, at blot ni minutter efter anmeldelsen var den første mand anholdt, og ikke længe efter blev to mere anholdt. De blev alle tre sigtet for røveri mod person i egen bolig.

"Vi ser selvfølgelig meget alvorligt på sagen, og vi har hen over natten sat en større efterforskning i gang. På nuværende tidspunkt kan vi ikke afvise, at der kommer yderligere anholdelser," fortæller vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson.

Efterlyser vidner

I forbindelse med røveriet hører politiet gerne fra vidner, der kan have befundet sig i området ved Skælskørvej nær rundkørslen mod hhv. Næstved og Karrebæksminde inden midnat natten til tirsdag.

Evt. vidner kan kontakte politiet på telefon 114.

De tre sigtede er alle fra Københavnsområdet.

Ifølge Straffelovens §288 er strafferammen for røveri op til seks års fængsel, men hjemmerøverier er en anden sag.

Under Straffelovens §188 stk. 2. kan man nemlig læse, at strafferammen kan stige til 10 års fængsel, når et røveri er af særligt grov beskaffenhed, hvilket også dækker over at trænge ind i et privat hjem for at begå røveri.