Mor forsømte sin 10-årige søn: Nu skal han betale hendes gæld

Virale historier

01/05/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Charlotte Friis

I en prekær sag fra Polen har det vist sig, at dårlige forældre kan blive ved med at forpeste deres børns liv, selv længe efter at de er blevet fjernet fra hjemmet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Livet har ikke været let for den 10-årige polske dreng Przemek, som voksede op med en alkoholiseret mor, der omsorgssvigtede ham i alvorlig grad. Den nu 32-årige kvinde førte et intenst festliv og omdannede bl.a. deres lejlighed til en regulær ”fest-hule”, ligesom det er kommet frem, at hun ofte efterlod Przemek alene. Plejemoderen fortæller desuden, at Przemek ofte ikke fik noget at spise i dagevis, da moren ofte glemte at handle ind.

Myndighederne endte derfor med at fjerne drengen, der i første omgang endte på et krisecenter, hvorefter han kom på børnehjem og senere hen i plejefamilie, hvor han har været i to år nu.

Moderen fortsætter med at forpeste drengens liv

Selvom det altså er år siden, at Przemek blev fjernet fra moderen, der således ikke længere har forældremyndigheden, så fortsætter hun alligevel med at forpeste hans liv.

Det har nemlig vist sig, at det er Przemek, der ejer den lejlighed, som moderen bor i. Lejligheden tilhørte oprindeligt hans bedstemor, men hun donerede den til ham, da hans far døde.

Selvom det altså er Przemek, der ejer lejligheden, er den stadig beboet af hans mor, som dog ikke har betalt husleje siden 2017. Przemeks plejemor har forsøgt at få hans mor til at forlade lejligheden, men uden held. Hun udtaler bl.a. til polsatnews, at hun mener, at det er tyveri, da Przemek har brug for lejligheden og pengene, når han bliver voksen.

Da plejemoderem ikke har haft held til at få den biologiske mor til at forlade lejligheden, vokser gælden – der pt. beløber den sig til godt 48.000 kr. – altså stadig. Da det er Przemek, der ejer lejligheden, har boligselskabet trukket ham i retten, hvor der er blevet udstedt et betalingspåbud mod ham.

En talskvinde for byretten udtaler bl.a., at enhver ejer både har rettigheder og forpligtelser i forbindelse med en ejendom – også selvom man er 10 år gammel.

Przemeks biologiske mor føler sig ikke ansvarlig for situationen og har ikke til hensigt at betale gælden, faktisk betaler hun end ikke sit børnebidrag på godt 155 kr. om måneden til sønnen.