Der er ikke mange, der ikke har en fascination for rummet.
Det uendelige univers har i mange århundreder betaget mennesket, men det er ikke mange år siden, at det lykkedes for os at komme derud.
Siden da har udviklingen taget fart, og i dag udføres mange eksperimenter og undersøgelser på den Internationale Rumstation (ISS).
Rumstationen er et resultat af et bredt samarbejde, og på stationen går astronauter fra alle verdenshjørner, og Danmark har da også været repræsenteret gennem danske Andreas Mogensen.
At tage til og fra stationen er dog ikke altid så lige til.
Det kan Astronauterne Barry "Butch" Wilmore og Sunita "Suni" Williams skrive under på.
Astronauterne befinder sig nemlig i en uventet langvarig mission ombord på Den Internationale Rumstation, efter tekniske problemer har forhindret deres planlagte hjemrejse.
Det skriver NRK.
Otte dage er blevet til to måneder
De to astronauter, som blev opsendt i det nye Boeing Starliner-rumfartøj den 5. juni, skulle oprindeligt kun have tilbragt få dage i rummet. Men nu, næsten to måneder senere, er deres tilbagevenden til Jorden fortsat uafklaret.
Missionen var tænkt som en "demonstrationsmission" for at teste det nye Starliner-rumfartøjs ydeevne, men uforudsete problemer, herunder utætheder i fremdriftssystemet og fejl i attitudekontrolmotorerne, opstod, da fartøjet nærmede sig ISS.
På trods af, at de to astronauter nåede sikkert frem til rumstationen, er Starliner nu ikke egnet til at bringe dem hjem igen, hvilket har sat NASA i en vanskelig situation.
NASA har endnu ikke besluttet, hvordan astronauterne skal bringes tilbage til Jorden, men en mulig løsning kunne være at inkludere dem i en anden mission, der er planlagt til opsendelse i september.
Redning til februar - måske
Missionen, som skal bruge SpaceX Crew Dragon-fartøjet, kunne potentielt bringe astronauterne hjem i februar næste år. Det ville betyde, at Wilmore og Williams vil tilbringe over otte måneder på ISS, en betydelig forlængelse af deres oprindelige mission der skulle tage otte dage.
Selvom opholdet har været længere end forventet, har det også givet astronauterne en unik chance for at deltage mere intensivt i videnskabelige eksperimenter og stationens vedligeholdelse.
"Vi har haft rigeligt travlt heroppe, og blev integreret lige ind i besætningen," sagde Sunita "Suni" Williams under en briefing.
Situationen stiller dog store krav til deres fysiske og mentale udholdenhed, da et forlænget ophold i mikrogravitation har betydelige effekter på kroppen.
Historisk set har andre astronauter tilbragt endnu længere tid i rummet. For eksempel tilbragte den russiske kosmonaut Valeri Polyakov 437 dage på rumstationen Mir, og sidste år satte Frank Rubio en amerikansk rekord med 371 dage på ISS.