Op til 8 gange større risiko: Nyt studie antyder, at midler som Wegovy og Ozempic øger risikoen for blindhed for bestemt patientgruppe

Videnskab

05/08/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det er det aktive stof i de to hypede midler, der er blevet undersøgt.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Semaglutid, det aktive stof, der er i de stærkt hypede Novo Nordisk-mediciner Ozempic og Wegovy, bliver gennemforsket på den helt store klinge.

Det er da også forståeligt, da de to produkter har taget verden med storm, og millioner af mennesker verden over bruger dem.

Formålet med semaglutid er, at det arbejder med kroppens naturlige biologiske mekanismer og hjælper med at regulere appetitten og opretholde et stabilt blodsukkerniveau. Dette gør det nemmere for patienter at opnå og opretholde et sundt vægttab.

Men spørgsmålet er, om der er nogle potentielle bivirkninger, man bør være opmærksom på.

Et mindre amerikansk studie er nemlig nået frem til, at der muligvis er en øget risiko for en bestemt synssygdom kaldet NAION hos patienter med overvægt og type 2 diabetes , hvis de fik såkaldte GLP-1-præparater, som semaglutid er betegnet som.

Det srkiver Healthline.

Hvad er NAION?

NAION er en tilstand, der giver pludseligt synstab, typisk på det ene øje. Mekanismerne bag tilstanden er, at blodtilstrømningen til synsnerven bliver svækket, og der findes ikke nogen kendt behandling for tilstanden.

I studiet kiggede forskerne på næsten 17.000 amerikanske patienter. Af disse havde 710 type 2 diabetes, og 979 var overvægtige eller klinisk fede.

Resultaterne viser, at patienter med type 2 diabetes havde fire gange så stor risiko for at udvikle NAION, hvis de fik GLP-1-præparater. For overvægtige var risikoen otte gange så stor.

Ikke en årssagssammenhæng

Dr. Nicholas J. Volpe, der er neuro-øje-specialist, understreger overfor Healthline, at der er brug for meget mere forskning på området, før vi kan konkludere, om det faktisk er GLP-1-præparater, der er årsagen til den øgede forekomst af NAION.

Volpe var ikke involveret i studiet.

"Det (studiet, red.) etablerer ikke en årssagssammenhæng. Det etablerer ikke nogen fare. Det eneste, det gør, er at sætte fokus på tilstanden og behovet for, at vi begynder at tænke over det og undersøge det grundigere," siger han.

Han siger desuden, at hvis han selv var patient og fik GLP-1-præparater, så ville han ikke på baggrund af dette studie tøve med at tage medicinen, fordi han var bange for at blive blind.

I konklusionen til studiet skriver forskerne bag, at studiet "antyder en mulig sammenhæng" mellem indtaget af semaglutid og risikoen for at udvikle NAION, men forskerne understreger ligeledes, at der er behov for flere og mere præcise studier, før man kan konkludere noget.

Hele studiet kan læses her.