Nyt batteri kan holde 50 år - uden at blive ladt op

Videnskab

18/01/2024

Foto: Betavolt.tech
Foto: Betavolt.tech

Skrevet af J. Bøgen

Det kører på atomkraft.

Et kinesisk firma, Betavolt, påstår at have udviklet et revolutionerende nyt batteri, der kan levere strøm til smartphones i 50 år uden behov for at blive ladt op.

Det skriver Economic Times.

Batteriet er atomdrevet og bliver hyldet som verdens første atomare energisystem i miniatureformat. Rent teknisk bruger batteriet 63 atomare isotoper, som er pakket ind i et modul, der er mindre end en mønt.

Koncept fra sidste århundrede

Teknologien bag batteriet går ud på at konvertere energien fra de henfaldende isotoper til elektricitet - et koncept, der første gang blev forsket i i sidste århundrede.

Men det er altså først nu, Betavolt har været i stand til at få konceptet til at fungere, som de første i verden.

Firmaet har allerede sat gang i et pilotprojekt for testning, ligesom der er planer om at masseproducere batteriet til kommercielle formål som for eksempel smartphones og droner.

I en pressemeddelelse skriver Betavolt, at det atomare batteri kan være i stand til at imødekomme behovet for længerevarende energiforsyning i utallige scenarier, for eksempel inden for rumfart, kunstig intelligens, medicinsk udstyr, mikroprocessorer, avancerede sensorer og meget andet.

Lover komplet sikkerhed

Nu tænker du måske, at det ikke ligefrem virker som en god idé at have noget, der kan beskrives som en mikroskopisk atomkraftværk i lommen, men selskabet bag batteriet lover, at det er særdeles sikkert.

For det første er det designet til at kunne modstå stød, ligesom det kan operere fra 60 graders frost og helt op til 120 graders varme.

Derudover lover Betavolt, at henfaldet af isotoperne ikke fører til nogen ekstern strålingsfare, altså uden for batteriet. Faktisk er de så sikre på deres produkt, at de mener, det kan bruges til apparater i menneskekroppen, for eksempel pacemakere.

Efter henfaldsperioden vil de 63 isotoper nemlig blive transformeret til stabile, ikke-radioaktive kobber-isotoper, hvilket hverken er en trussel for miljøet eller en forureningsfare.