Kobraslanger bider fra sig, flagermus bruger ekkolokalisering, og nogle havsnegle fanger deres bytte… ved at give dem insulinchok.
På bunden af havet ligger sneglen Conus geographus på lur og venter. Når dens foretrukne spise, fisk, kommer tæt nok på, slår den til. Det gør den ved at sende et giftstof ud i vandet, som efterligner hormonet insulin.
Fisken optager insulin-giften gennem gællerne, og det fremkalder en tilstand af hypoglykæmi, som er en slags insulinchok, så sneglen kan kaste sig over sit bytte.
Nu viser ny forskning fra Københavns Universitet, at Conus geographus kombinerer insulinangrebet med et andet hormonlignende giftstof, som også spiller en vigtig rolle for reguleringen af blodsukker: somatostatin.
Hvor insulin sænker blodsukkeret, og hormonet glukagon omvendt er med til at hæve det, regulerer somatostatin både insulin og glukagon og er på den måde med til at finjustere blodsukkerniveauet. Men når havsneglen bruger somatostatin i sin gift, har det fatale konsekvenser for byttet.
”Det gør det nemmere for sneglen at fange sit bytte. Vores studie, som er foretaget i mus, viser, at den somatostatin-lignende gift aktiverer en receptor, der undertrykker udskillelsen af glukagon, ovenikøbet i ret potent grad. Sneglen frigiver altså en insulin-lignende gift i vandet for at fremkalde lavt blodsukker i byttet, samtidig med at den bruger somatostatin til at sikre, at byttet ikke udskiller glukagon for at komme sig over insulinchokket,” forklarer postdoc Ho Yan Yeung, der er førsteforfatter på det nye studie, og som foretog dele af forskningen på Biomedicinsk Institut ved Københavns Universitet.
Kan bidrage til færre bivirkninger i fremtiden
Ud over at spille en vigtig rolle i havsneglens fiskejagt påvirker somatostatin også en lang række funktioner i menneskekroppen, blandt andet ved at regulere af væksthormoner.
Det specifikke somatostatin-giftstof, som forskerne fandt i havsneglen, hedder Consomatin G1. Consomatin G1, viste sig at være mere selektiv end de somatostatin-hormoner, man i dag bruger til blandt andet at behandle væksthormonsygdomme som akromegali, fortæller Ho Yan Yeung.
Netop fordi Consomatin G1 er mere selektivt, kan snegle-giften formentlig bruges til at udvikle bedre somatostatin-baserede lægemidler i fremtiden.
”Det er virkelig fantastisk, at hormonet er så selektivt. Det betyder, at det potentielt kan eliminere uønskede bivirkninger ved nuværende behandlinger.”
Ho Yan Yeung ser også andre potentielle medicinske fordele ved havsneglens gift foruden bedre behandling af væksthormonsygdomme:
”Ud over det somatostatin-lignende giftstof, som vi har beskrevet i studiet, er det sandsynligt, at der findes andre blodsukker- og stofskifteregulerende hormoner i giften, som kan bruges til at designe bedre diabetesmedicin eller som et diagnostisk værktøj til for eksempel bestemte typer kræft. Det er naturligvis også noget, vi er interesserede i at forske mere i,” siger hun.
Læs studiet ”Fish-hunting cone snail disrupts prey’s glucose homeostasis with weaponized mimetics of somatostatin and insulin” her.
