Tidligere mente man, at det at have en indre stemme måtte være universelt og en central del af et menneskes oplevelsesverden.
Men de seneste år er forskere blevet opmærksomme på, at det ikke er alle mennesker, som deler den oplevelse.
Ifølge postdoc og sprogforsker Johanne Nedergård fra Københavns Universitet er der flere, der beskriver tilstanden at leve uden en indre stemme som tidskrævende og besværlig, fordi de skal bruge tid og kræfter på at omsætte deres tanker til ord:
"Nogle fortæller, at de tænker i billeder og derefter oversætter billederne til ord, når de skal sige noget. Andre beskriver deres hjerne som en velfungerende computer, der bare ikke processerer tanker sprogligt, og at der ikke er samme forbindelse til højtaler og mikrofon som hos andre. Og dem, der siger, at der foregår noget sprogligt inde i hovedet på dem, vil typisk beskrive det som ord uden lyd."
Sværere at huske ord og rim
Johanne Nedergård og hendes kollega Gary Lupyan fra University of Wisconsin-Madison satte sig for - som de første forskere i verden - at undersøge, om manglen på en indre stemme, eller anendofasi, som de har døbt tilstanden, har nogen konsekvenser for, hvordan de mennesker løser sproglige opgaver.
De udsatte en række forsøgspersoner, der hævder, at de enten oplever meget indre stemme eller meget lidt indre stemme til hverdag, for eksperimenter, som havde til formål at afgøre, om der var forskel på deres evne til at huske sproglige input, og om de kunne finde rimord.
Det første eksperiment gik ud på, at deltagerne skulle huske ord i rækkefølge. Ord, som enten lydligt eller i stavemåde mindede meget om hinanden, fx ”bought”, ”caught”, ”taut” og ”wart”.
"Det er en opgave, som er svær for alle, men vores hypotese var, at det måske ville være endnu sværere, hvis man ikke havde en indre stemme, fordi man skal gentage ordene for sig selv inde i hovedet for at kunne huske dem," forklarer Johanne Nedergård og fortsætter:
"Og den hypotese viste sig at holde stik: Deltagerne uden en indre stemme var markant dårligere til at huske ordene. Det samme gjaldt en opgave, der gik ud på, at deltagerne skulle afgøre, om et billedpar indeholdt ord, der rimede, fx billeder af en sok og et ur, som på engelsk hedder 'sock' og 'clock' og altså rimer. Også her er det afgørende at kunne gentage ordene for at sammenligne deres lyde og dermed afgøre, om de rimer."
Til gengæld fandt Johanne Nedergård og Gary Lupyan ikke nogen forskelle mellem de to grupper af forsøgspersoner i to andre eksperimenter, hvor de testede den indre stemmes rolle i at skifte hurtigt mellem forskellige opgaver og skelne mellem figurer, der ligner hinanden meget. Det til trods for, at tidligere studier peger på, at sproget og den indre stemme spiller en rolle i disse typer af eksperimenter.
"Det handler måske om, at de mennesker, der ikke har en indre stemme, bare har lært at bruge andre strategier. Nogle fortalte fx, at de bankede med pegefingeren, når de skulle udføre en type opgave og med langfingeren, når det var en anden type opgave."
Resultaterne af de to forskeres undersøgelser er netop udkommet i artiklen ”Not everybody has an inner voice: Behavioural consequences of anendophasia” i det videnskabelige tidsskrift Psychological Science.
Gør det nogen forskel?
Ifølge Johanne Nedergård vil de forskelle i sproglig hukommelse, som de har identificeret i deres forsøg, ikke blive opdaget i helt almindelige samtaler i hverdagen.
Og spørgsmålet er, om det egentlig har nogen væsentlig praktisk eller adfærdsmæssig betydning ikke at have en indre stemme?
"Det korte svar er, at det ved vi ikke, for vi er først lige begyndt at undersøge det. Men et felt, hvor vi kan have en formodning om, at det spiller en rolle at have en indre stemme, er inden for terapi. I fx den meget udbredte kognitive adfærdsterapi skal man identificere og ændre uhensigtsmæssige tankemønstre, og der kan man forestille sig, at en indre stemme vil spille en meget vigtig rolle. Det er dog stadig uvist, om forskelle i oplevelsen af en indre stemme hænger sammen med, hvordan man eksempelvis responderer på forskellige typer terapi," fortæller Johanne Nedergård, som gerne vil fortsætte sin forskning for at finde ud af, om der er andre dele af sproget, som bliver påvirket, hvis man ikke har en indre stemme.
"De opgaver, hvor vi fandt forskelle mellem de to grupper, handlede om lyd og om at være i stand til at høre ordene for sig. Jeg vil gerne undersøge, om det handler om, at de bare ikke oplever lydsiden af sproget, eller om de slet ikke tænker i et sprogligt format som de fleste andre. Det bliver forhåbentlig næste skridt," slutter hun.
