Vestjysk pensionist vandt 1.000.000 kroner: "Det er aldrig os, der vinder!"

Underholdning

11/10/2023

Foto: Danske Spil
Foto: Danske Spil

Skrevet af J. Bøgen

”Man kigger sig lige omkring for at se, om der er nogen, der tager gas på en!”

Når man sjældent vinder, så kan det godt være lidt svært at tro rigtigt på det, når det endelig lykkes for alvor.

Sådan var det også for en ældre mand fra Esbjerg, da han for nyligt kiggede på skærmen på mobiltelefonen, hvor der stod, at han havde vundet 1.000.000 kroner.

”Først og fremmest tæller man jo nuller. Og derefter begynder man at se sig omkring, for at se, om der er nogen, der tager gas på en,” fortæller manden.

Det var ikke gas

Selv om han ikke troede på sit eget held, så var den god nok. Han havde lige vundet 1.000.000 kroner takket være Lottos MILLIONÆRCHANCEN.

”Jeg skrev til min kone ’Det ser ud til, at vi har vundet en million’. Men det troede hun ikke på. Det gjorde jeg jo heller ikke selv. Vi plejer aldrig at vinde. Vi er nogle fjumregøje til at vinde,” fortæller han.

”Og det er ikke kun i Lotto. Hvis der er et sted, hvor der bliver udloddet en gevinst, så er det aldrig os, der vinder. Vi synes godt nok, at der er mange i vores vennekreds, der vinder her og der, men det er aldrig os,” siger manden og indrømmer så, at forklaringen måske er ret simpel:

”Det er jo heller ikke, fordi vi spiller jævnligt, og man skal spille for at vinde. Og jeg har da også spillet fast efter vores gevinst, for, som jeg også har sagt til konen, så er vi jo inde i en heldig rytme, men vi har ikke vundet siden, så jeg ved ikke rigtigt,” siger manden, som stadig er ved at vænne sig til, at han ikke længere er en af ’dem, der aldrig vinder’.

”Jeg tror, at man vænner sig til at se anderledes på sig selv. Vi kan jo ikke længere fyre den af med, at vi aldrig vinder,” griner han.

Om MILLIONÆRCHANCEN

MILLIONÆRCHANCEN gik fra 2015 til og med august 2023 under navnet Millionærgarantien, men den gør stadig det samme: Garanterer, at der hver eneste uge findes to heldige danskere, der vinder 1.000.000 kroner.

De to millionærer findes ved lodtrækning blandt samtlige ugens spillede rækker - uanset om der er gevinst på rækken.

Derudover så trækkes der sidste lørdag i måneden lod om 5 x 1.000.000 på alle månedens spillede rækker - så husk at gemme din kupon, også selv om der ikke skulle være gevinst i første omgang.