Vestjyde skiftede fra den "langsomme kø" - det endte med at sikre ham 531.000 kroner

Underholdning

21/03/2024

Foto: Danske Spil
Foto: Danske Spil

Skrevet af J. Bøgen

Efter mange år uden de store gevinster i Lotto valgte mand fra Vestjylland at skifte til Klasselotteriet – det kom han ikke til at fortryde.

Det er næsten dilemmaet om de to køer i supermarkedet om igen: Skal man blive stående i den langsomme kø, eller skal man skifte over i den, der ser ud til at være hurtigere?

En midaldrende mand fra det vestligste Jylland valgte at ’skifte kø’, da den, han stod i, var ’for langsom’.

”Vi havde længe kørt med kuponer fra Lotto, hvor pengene bliver trukket automatisk fra kontoen. Men vi vandt ikke så meget, så vi valgte i stedet at prøve lykken med et lod i Klasselotteriet, og det var et godt skifte lige i det her tilfælde,” fortæller manden og fortsætter:

”For så her lørdag morgen kom der en mail om, at jeg havde vundet. Jeg troede ikke rigtigt på det, da jeg så beløbet. Jeg troede, at det var fup. Men da jeg så ringede ind til Klasselotteriet, sagde de, at den var god nok.”

Utålmodighed betalte sig

Det må man sige: Mandens nummer i Klasselotteriet var nemlig blevet trukket ud og han kan derfor glæde sig over at modtage hele 531.280 kroner.

”Det var da dejligt! Vi er på en lyserød sky. Halvdelen af gevinsten har vi allerede brugt på en ny bil, og så har vi også inviteret børn og børnebørn ud at spise. De var simpelthen så glade på vores vegne, da de fik at vide, at vi havde vundet, så det var dejligt. Jeg regner bestemt med, at de penge nok skal få ben at gå på, så inden vi får set os om, så er de nok væk. Men så har vi da haft den fornøjelse,” siger manden, som ellers ikke har været vant til at vinde store gevinster.

”Nej, vi har altid været uheldige med sådan noget, men nu beholder vi det her lod. Det vil vi ikke af med: Nu bliver jeg stående i den her kø,” siger manden.