TV 2 afslører: Her er den nye vært på 'Vild med dans'

Underholdning

06/08/2024

Cilia Trappaud og Martin Johannes Larsen er nyt værtspar i 'Vild med dans' på TV 2 (Foto: Rasmus Weng/TV 2).
Cilia Trappaud og Martin Johannes Larsen er nyt værtspar i 'Vild med dans' på TV 2 (Foto: Rasmus Weng/TV 2).

Skrevet af J. Bøgen

Den nye sæson starter til september.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Når ti par danser TV 2s underholdningsprogram 'Vild med dans' i gang til september, danser et nyt værtspar også ind på hele Danmarks dansegulv.

Martin Johannes Larsen, der er vært på 'Vild med dans' for tredje gang, får selskab af Cilia Trappaud, som får sin debut som tv-vært.

Den 31-årige professionelle danser, der har en dansebaggrund i jazz, jazzfunk, hiphop, house og moderne dans, er født og opvokset i København. Hun har siden 2018 boet i Los Angeles, hvor hun har arbejdet med store stjerner som blandt andre Beyoncé, Coldplay og Usher og ved Super Bowl.

Hendes professionelle dansekarriere begyndte i en ung alder, og hun har medvirket i utallige tv-shows, musikvideoer, liveoptrædener, reklamer og teaterforestillinger - både i Danmark og i USA.

Jobbet som vært på 'Vild med dans' er Cilias første som tv-vært:

"Jeg er meget glad for at have fået jobbet. Jeg har altid holdt af 'Vild med dans', fordi det handler om det, som jeg elsker allermest; dans. Det er et skønt program, især fordi det viser, hvordan dans kan udfordre og udvikle folk på nogle spændende, smukke og uventede måder. Jeg glæder mig til at følge deltagernes rejse tæt, at se dem være modige og at følge deres fremskridt både personligt og dansemæssigt. Og så glæder jeg mig også rigtig meget til at blive en del af hele teamet og produktionen bag," siger Cilia Trappaud.

En del af 'Vild med dans'-familien

På TV 2 er underholdningsredaktør Mads Elias Højbjerg Ravn også begejstret for, at Cilia Trappaud har sagt ja til værtsjobbet:

"Vi glæder os til, at seerne skal lære Cilia Trappaud at kende og sammen med Martin Johannes Larsen stå i spidsen for TV 2s festlige fredage. Cilia har igennem hele sit liv haft dans helt inde på livet og vil derfor kunne formidle alle de følelser, som vores deltagere oplever på deres rejse gennem dansens magiske verden," siger Mads Elias Højbjerg Ravn og fortsætter:

"Vi har lært Cilia at kende gennem det internationale dansemiljø, hvor hun er en af de største stjerner, vi har i Danmark, og vi er meget glade for, at hun nu vil komme hjem til Danmark og blive en del af 'Vild med dans'-familien."

En rigtig god kemi

Martin Johannes Larsen kan næsten ikke vente med at komme i gang med endnu en omgang 'Vild med dans', som han elsker - og han ser ekstra meget frem til at byde sin nye medvært velkommen og være med til at give hende den absolut bedste start på hendes 'Vild med dans'-eventyr:

"Cilia er supersej og dygtig. Hun er jo et ubeskrevet blad på værtsfronten og kan netop derfor bidrage med noget nyt og frisk - måske lidt ligesom da jeg selv startede, og det er bare helt vildt vigtigt. Cilia er til stede, hun har en vigtig forståelse for formatet, fordi hun selv er danser, og så har vi bare en rigtig god kemi, som forhåbentlig vil smitte af igennem skærmen og helt ud til seerne," siger Martin Johannes Larsen.

'Vild med dans' sæson 21 får premiere til september på TV 2 og TV 2 Play.