Glem "Last Christmas" og "Jingle Bell Rock" - dansk julesang er den mest streamede nogensinde

Underholdning

01/12/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

I hvert fald på den streamingtjeneste.

"Tinka" har taget danskerne med storm.

Julekalenderen har seertal så høje som ”X-Factor” og ”Den store bagedyst” og den ikoniske nissehue blev i år revet væk fra hylderne på rekordtid.

Populariteten viser sig også på musikfronten, hvor sangen indtager en førsteplads på hitlisten og endda med så mange afspilninger, at den kan bryste sig af at være den mest streamede julesang hos YouSee Musik nogensinde.

Og det er Burhan G, der står bag sangen, naturligt nok både glad for og stolt over.

"Det er jo helt vildt! Er virkelig stolt af, at så mange mennesker har taget sangen til sig på den måde. Jeg har selv en håndfuld julesange, som altid kører på repeat, så det gør mig virkelig varm om hjertet, at nogle måske har det sådan med ’Tinka’. Det er en ære at blive spillet så meget ude i de danske stuer. Tusind tak," siger Burhan G.

Hos YouSee Musik mener musikchefredaktør Pelle Svindborg, at den nye titel slår fast, at ’Tinka’ er lig med lyden af jul for danskerne.

"Det er ret ekstraordinært, at en dansk julesang indtager titlen som mest afspillede julesang nogensinde over store internationale klassikere som ’Last Christmas’ og ’All I Want For Christmas Is You’. Tinka-sangen er simpelthen blevet lig med julen for danskerne," siger han og fortsætter:

"Vi ser en rigtig stor appetit på nummeret, hvor kun 12 procent hopper videre, når den kommer på vores More Christmas stationer og playlister. Til sammenligning ligger det tal for hovedparten af musiknumre på 22 procent afhængigt af placering på playlisten. Danskerne elsker ’Tinka’ og det cementerer titlen som den mest streamede julesang nogensinde i dén grad."

Med en kalender der siger den 1. december, er det med god grund kun julesange, der finder vej ind i top-10 over mest populære sange hos YouSee Musik netop nu.

Mens ’Tinka’ ligger nummer 1, placerer andre danske julesange som "Der’ Noget i December" og "Jesus og Josefine" sig også på listen.

Og selvom ’Tinka’ er afspillet mere end de internationale hit, er "Last Christmas" og "All I Want For Christmas Is You" også stadig populære blandt danskerne.

Mest populære sange hos YouSee Musik lige nu

  1. ’Tinka’ – Burhan G og Frida Brygmann

  2. ’Der’ Noget i December’ – Rasmus Seebach

  3. ’Lille Store Verden’ – Rasmus Seebach

  4. ’Kongespil – Tinka og Kongespillet’ af Hjalmer

  5. ’Last Christmas’ – Wham!

  6. ’Mistletoe’ – Justin Bieber

  7. ’Jesus og Josefine’ – Julie og Martin Brygmann

  8. ’Santa Tell Me’ – Ariana Grande

  9. ‘All I Want For Christmas Is You’ – Mariah Carey

  10. ‘Jingle Bell Rock’ – Bobby Helms