En oplagt tur med barnebarnet: Poppens og rockens magiske museum giver gratis adgang for unge

Underholdning

08/09/2023

Foto: Rikke Reves Andersen /ROMU
Foto: Rikke Reves Andersen /ROMU

Skrevet af J. Bøgen

Det er en del af en uge, hvor unge har mulighed for at komme gratis ind på 180 museer pg udstillingssteder rundt om i Danmark!

Væk er “shhhh” og ”ikke røre”-skilte. I stedet blæser pop- og rockhits ud af højtalerne, og de besøgende må røre ved mixere, styre lysshow, danse og synge. Det er ovenikøbet meningen at de gør det.

“RAGNAROCK er faktisk den komplette modsætning til forestillingen om et traditionelt museum”, fortæller Tine Moberg, der er projektleder på RAGNAROCK og ansvarlig for museets samarbejder med unge.

RAGNAROCK leverer den både seriøse og underholdende fortælling om dansk musik- og ungdomskultur fra 1950’erne og frem.

Og kommer man i uge 37 kan man stadig lige nå at opleve særudstillingen om Roskilde Festival og få fortællingen om, hvordan festivalen gennem 50 år har fornyet sig sammen med de unge – og gjort dem til hovednavnet.

Spejler de unge i dag

Et besøg på RAGNAROCK i uge 37 er derfor lige til højrebenet for unge - for museet spejler dem selv, mener Tine Monberg:

“Der er så mange paralleller at drage mellem nutidens ungdomskultur og fortidens,” uddyber hun.

“Tobias Rahim bryder lige nu tabuer om mænds mentale helbred, og på RAGNAROCK har vi mange eksempler på, hvordan unge musikere tidligere har rykket grænsen for, hvad man kan tale om i offentligheden."

Derudover det også en oplagt mulighed for de ældre generationer, da det giver et grundigt og underholdende indblik i, hvad der faktisk rører sig blandt de unge. Det kan jo også være, man falder over noget ny musik, man faktisk kommer til at holde af?

3 nedslagspunkter

Oplev magien af koncerternes lysshow

Farverigt lys, projektører og lysglimt er det første, du møder under et besøg på RAGNAROCK. I temaet LYS får du fortællingen om lysshowets oversete betydning for musikhistorien. Her kan du opleve alt fra 1960’ernes psykedeliske effekter til nutidens computerstyrede lys. Og så kan du lave dit eget lysshow.

Mød fankulturens fantasifulde skabertrang

Med temaet HACK IT åbner RAGNAROCK døren til fortællinger om fankultur, hvor oftest hyper-dedikerede unge udfolder deres store skabertrang. Oplev den hånddekorerede jakke, der er skabt som en hyldest til Michael Jackson, og se, hvordan D-A-D kommer helt ind under huden på en fan - som tatoveringer på overarmen.

Intet hit uden produceren

Skru på knapperne i en mixerpult, og find ud af, hvordan lyden ændrer sig, når du justerer lidt på vokalen eller skruer lidt op for bassen. Temaet JAGTEN PÅ DEN FEDE LYD giver dig fortællingen om musikproduktion gennem årtier, fra primitive lydstudier over eksklusive pladestudier til hjemmestudiet, hvor man kan lave musik på sin computer.

RAGNAROCK er en udstillingsoplevelse fuld af indtryk. Får du brug for et pusterum, kan du tage dig en slapper på den gigantiske, roterende pladespiller. Eller tage et smut i cafeen, hvor du kan se direkte ind i øjnene på 51 kvindelige danske musikere – fra Brimheim til Annisette - i fotoudstillingen 50/50.

K7: En uge med gratis kulturoplevelser for unge

I uge 37, fra 11. til 17. september 2023 kan alle mellem 18 og 27 år besøge 180 museer og udstillingssteder over hele landet, uden at betale. Det eneste, det kræver, er et K7-kort.

Som noget helt nyt kan du også købe billetter til kun 40 kr. på udvalgte spillesteder for klassisk musik. Og på en lang række teatre kan du købe billetter til 40 kr., hvis du er 18-25 år.