Førstepræmiepuljen i Lotto har de sidste par lørdage vokset sig større og større, og i aftes var der hele 12 millioner kroner på spil. Og "det eneste" det kræver at udløse førstepræmiepuljen er at ramme plet på de syv helt rigtige Lotto tal.
Og dét gjorde en heldig dansker. Vinderen har købt sin kupon i Føtex BIG i Herlev, og kan godt begynde at drømme om de 12 millioner skattefrie kroner, der snart triller ind på kontoen.
”Det er en fornøjelse at dele gevinster ud til glade danskere, og vi bliver i Danske Spil glade hver eneste gang, der bliver vundet en gevinst i vores lotterier. Også selvom det sker hver evig eneste uge. Når man vinder et stort beløb hos os, står vores særlige rådgivere klar til at sikre, at man får en god start på det nye kapitel i tilværelsen som millionær – eller mangemillionær,” siger Malene Mølgaard, som er adm. direktør i Danske Lotteri Spil.
Tre nyklækkede millionærer
Aftenens førstepræmievinder er dog ikke den eneste dansker, der runder weekenden af med en stor pose penge til at forsøde tilværelsen.
For som sædvanligt blev der udtrukket to nye millionærer ved ekstratrækningen 'Millionærchancen'. Millionærchancen garanterer, at der hver eneste uge findes to heldige danskere, der vinder 1.000.000 kr. De to millionærer findes ved lodtrækning blandt samtlige af ugens spillede rækker – uanset om der er gevinst på rækken:
Den ene, nye millionær har spillet med via abonnement og kommer fra Region Nordjylland.
Den anden vinder har spillet med online og kommer fra Region Midtjylland.
Danske Spil har endnu ikke talt med vinderne, men vi ønsker dem alle tre et kæmpestort tillykke.
Vindertal uge 7
5, 15, 19, 23, 25, 26, 32
Tillægstal uge 7
20