Opdateret vejledning: Alle danskere bør forlade dette land omgående

Udland

19/04/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Opdateringen kommer efter nattens begivenheder.

Situationen i Mellemøsten, mere præcist i Iran, spidser nu så meget til, at danskere direkte opfordres til at forlade landet.

Det fremgår af en opdateret rejsevejledning fra Udenrigsministeriet.

Under overskriften "Iran/angreb på mål i Iran" lyder advarslen:

"Der rapporteres i medier om et israelsk angreb på mål Iran. Målene er ifølge omtalen militære.

Situationen er uforudsigelig, og kan forværres yderligere med meget kort varsel. Vær særlig opmærksom, og hold dig løbende opdateret via medierne og de lokale myndigheder.

Vi fraråder fortsat alle rejser til Iran og opfordrer alle danskere til at forlade landet."

Luftrummet kan lukkes

I forbindelse med angrebet, som fandt sted natten til fredag og formodes at være kommet fra Israel, lukkede Iran kortvarigt det nationale luftrum.

Det betød også, at der ikke var nogen kommercielle fly, der hverken kunne komme til eller fra Iran i den periode.

Luftrummet er åbnet igen, men der er risiko for en ny lukning, hvis tingene eskalerer.

Torsdag aften adresserede Udenrigsministeriet også mulighederne for at komme ud af landet.

"Rejsevejledningen for Iran er opdateret med ændring af sikkerhedsniveauet pga. den ustabile og uforudsigelige sikkerhedssituation i regionen.

Vi fraråder fortsat alle rejser til Iran og opfordrer nu også alle danskere til at forlade landet.

Der er fortsat mulighed for at rejse ud af landet med kommercielle fly. Det kan dog ændre sig med kort varsel.

Udenrigsministeriets mulighed for at yde bistand i Iran vil være begrænset i en eventuel krisesituation."