Fungerer ikke efter hensigten - helt land dropper faste fotofælder

Udland

26/03/2025

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Myndighederne er allerede i gang med at pille dem ned.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Estland har besluttet at afskaffe alle landets fastmonterede fotofælder, de såkaldte stærekasser.

Det skriver det estiske medie ERR.

Dette står i kontrast til holdningen i Danmark, hvor et stort flertal ønsker mere fartkontrol.

Bilisterne har regnet dem ud

Ifølge Priit Sauk, leder af den estiske transportmyndighed, er de fastmonterede kameraer ineffektive, da bilister er bekendte med deres placering og derfor nemt kan tilpasse deres kørsel.

Derudover oplyser han, at det ikke længere er økonomisk forsvarligt at investere i flere faste kameraer. I stedet har myndighederne valgt at fokusere på alternative metoder til fartkontrol.

Ud af de oprindelige 48 faste kameraer er kun 34 tilbage, og der er ikke planer om at anskaffe nye.

Mobile kameraer er fremtiden

Mobile fotofælder udgør allerede den primære metode til overvågning på Estlands veje

I 2024 blev 321.000 trafikovertrædelser registreret, hvoraf mere end 200.000 blev opfanget af de otte mobile kameraer, der er i drift. Dog har Estland ikke planer om at investere i flere mobile enheder, men vil i stedet satse på patruljevogne udstyret med automatisk registreringsudstyr, som nummerpladescannere.

Hannes Kullamäe, leder af det estiske færdselspoliti, påpeger, at bilister ofte reducerer hastigheden lige før de når en fotofælde, for så hurtigt at accelerere igen. Derfor vurderer myndighederne, at patruljevogne og mobile kameraer er mere effektive til at fange overtrædelser.

Desuden vil det nye udstyr kunne registrere flere typer af overtrædelser, som brug af mobiltelefon, kørsel uden sikkerhedssele og at køre over for rødt lys.

Alle overtrædelser vil blive registreret digitalt, og bøderne vil blive udstedt automatisk, hvilket skal frigøre politiets ressourcer til at håndtere situationer, der kræver direkte indgriben.