En ting er at blive arresteret af politiet. Spørgsmålet er så, om det føles bedre eller værre at blive arresteret af superhelte som Captain America, Spiderman, Thor og Black Widow.
Vi kunne jo passende spørge de narkohandlere, der blev anholdt i Peru i sidste uge.
For nej, det er ikke noget, jeg finder på: Det nationale politi i Peru gennemførte i ramme alvor en aktion mod narkohandlere klædt ud som superhelte.
Da fire betjente skulle lave en razzia i et af de farligste områder af Perus hovedstad, Lima, fik de nemlig ideen til at klæde sig ud som superhelte-gruppen The Avengers - og operationen blev da også kaldt Operation Marvel, som er navnet på den tegneserieselskab, der udgiver historierne om de fire superhelte.
Men hvorfor hulen valgte betjentene lige at klæde sig ud, når de skulle ind i et så farligt område? Det er der faktisk en god årsag til, som jeg skal være helt ærlig og sige, at jeg aldrig var kommet på, hvis jeg stod i situationen.
For læg lige mærke til billedet herunder. Hvad er det, manden i den gule t-shirt bag Thor kommer slæbende med?
Artiklen fortsætter under billedet.
Foto: Screenshot, CGTN America/YouTube
Betjentene fik nemlig den ide, at de kunne undgå sammenstød med bander og andre kriminelle, hvis offentligheden troede, de udklædte mennesker var ude for at reklamere for en halloween-koncert.
Det er altså ret godt tænkt!
Det skal dog siges, at de fire udklædte betjente fik massiv forstærkning, da de brød døren til narkohandlernes bule ned - intet mindre end 10 uniformerede betjente fulgte nemlig trop og fik hurtigt lagt forbryderne i håndjern.
Var det så besværet værd? Her er, hvad politiet fik med sig fra razziaen:
3250 små pakker kokainpasta, som er en grovere og billigere form for kokain
287 større pakker kokain
127 større pakker marijuana
En ret god fangst, må man sige!
Se hele aktionen i videoen herunder - så kan du også få bevist, at det altså ikke er noget, jeg finder på!