Sidste ansøgningsrunde: 2 millioner skal fordeles fra frivillig-pulje

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det kan understøtte eller uddanne frivillige, som hjælper borgere med det digitale.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De mange it-frivilliges indsats i Danmark er en vigtig hjælp for de mennesker, som har brug for støtte for at kunne begå sig i vores digitale samfund.

Det er samtidig et vigtigt supplement til den hjælp, man kan få hos fx Borgerservice, og derfor har digitaliseringsminister Marie Bjerre etableret en pulje til at understøtte de frivillige, der yder it-hjælp, som i dag åbner for anden ansøgningsrunde. 

”De it-frivillige gør en stor og vigtig indsats for de danskere, der har brug hjælp, når de skal klare de digitale gøremål. Jeg sætter stor pris på, at så mange it-frivillige har lyst til at hjælpe andre, og derfor fortjener deres gode arbejde at blive anerkendt. Jeg håber derfor, at puljen kan være med til at gøre det frivillige arbejde både sjovere og bedre,” siger digitaliseringsminister Marie Bjerre (V).

I første ansøgningsrunde fik fire projekter støtte for i alt 1 mio. kr., som skal bruges til at uddanne nye frivillige og opkvalificere eksisterende.

Den anden ansøgningsrunde åbner den 12. juni og løber frem til den 15. september 2024. Her kan frivillige foreninger og organisationer igen søge om tilskud til projekter, hvis primære fokus er at øge de frivilliges kompetencer inden for offentlig, borgerrettet digitalisering eller digital sikkerhed.

Der er 2 mio. kroner i puljen, og det er sidste ansøgningsrunde.

Interesserede organisationer inviteres til webinar om puljen den 21. juni kl. 11.00.

Læs mere om puljen, webinaret og hvordan man søger her.

Baggrund for puljen

Den 27. juni 2023 indgik et bredt politisk flertal en aftale om indsatser for digital inklusion, herunder en tilskudspulje til frivilligindsatser med it-hjælp. Frivillige over hele landet yder en stor og vigtig indsats for digitaliseringen i Danmark. Puljen skal gøre det mere attraktivt at være it-frivillig ved at gøre det nemmere at tilegne sig nye kompetencer og aktuel viden om offentlige digitale løsninger. Puljen skal dermed bidrage til at fremme et mere inkluderende digitalt velfærdssamfund for alle.

I første runde blev der uddelt 1 mio. kr. til fire projekter. Læs mere om de fire projekter her.

Der er 2 mio. kr. i puljen til anden ansøgningsrunde.