er din elbil vinterklar til kulden?
Lige nu læser andre
Når vinteren for alvor melder sin ankomst, stiller det ekstra krav til landets mange elbilister.
Kulde påvirker nemlig både batteri, rækkevidde og køreegenskaber – men heldigvis kan man med få justeringer gøre vinterkørslen langt mere behagelig og problemfri.
Kulden forkorter rækkevidden
Når temperaturen daler, bruger elbilen mere energi på at holde batteriet varmt, og du tænder måske oftere for sædevarme og kabinevarme. Det betyder, at de fleste elbiler mister mellem 20 og 30 procent af rækkevidden i vinterhalvåret.
Heldigvis kan du selv hjælpe bilen på vej.
En af de bedste vaner er at forvarme bilen, mens den stadig er sat til opladning.
Læs også
Så bruger bilen strøm fra elnettet i stedet for fra batteriet. Mange elbiler har også en ECO-funktion, der begrænser energiforbruget – den er værd at aktivere på de kolde dage. Og så er det altid fordelagtigt at køre i et roligt tempo uden hårde accelerationer, da det sparer meget strøm.
Vinterdæk er et MUST
Elbiler vejer som regel mere end benzin- og dieselbiler, og derfor er gode dæk endnu vigtigere for både sikkerhed og rækkevidde.
I vintermånederne bør man som minimum køre med helårsdæk, der opfylder kravene, men vinterdæk er ofte det bedste valg.
I år er reglerne samtidig blevet skærpet. Det er nu ulovligt at køre med dæk, der er “åbenlyst uegnede” til føret. Det betyder for eksempel, at sommerdæk på isglatte veje kan udløse en bøde på 1000 kroner pr. dæk.
Kig efter M+S-mærket eller 3PMSF-symbolet, hvis vejene er dækket af sne og is.
Sådan sparer du på opladningen
Læs også
Mange oplader deres elbil derhjemme, men i vinterhalvåret er elpriserne som regel højere. Derfor kan det betale sig at holde øje med, hvornår strømmen er billigst i løbet af døgnet. Lader du på de billigste tidspunkter, kan du faktisk spare flere tusinde kroner om året.
Det kræver dog, at du betaler for den strøm, du bruger, og ikke har et fast abonnement, der kun kan betale sig, hvis du kører mange kilometer. Priserne kan du tjekke i forskellige apps – eksempelvis OK Hjem-appen.
Med lidt forberedelse kan vinteren blive både tryg og energivenlig i elbilen – også når kulden for alvor bider.
Denne artikel er baseret på en pressemeddelelse fra OK.