Mere end 700.000 danskere lider af gigt, og det gør mange ting i hverdagen sværere.
En ting er, at man skal leve med smerter, som kan være umulige at slippe helt af med, men simple handlinger som at tage et fad ud af ovnen, skrive med en kuglepen eller noget helt tredje kan pludselig blive en langt større udfordring, end det burde være.
Ikke mindst det at skrive beskeder på sin telefon kan være overordentligt krævende, når tommelfingrene skal på overarbejde, men du kan faktisk helt slippe for at skulle taste på skærmen - og stadig sende beskeder.
IPhone har nemlig funktionen Diktering, hvor du kan sige det, du gerne vil skrive, hvorefter telefonen opfatter, hvad du siger, og omdanner det til skreven tekst.
Sådan slår du det til
For at slå diktering til, skal du først gå til Indstillinger, så Generelt og så vælge Tastatur.
Her skal du vælge Slå Diktering til.
Nu er funktionen aktiveret, og nu har du mulighed for at bruge den, når du vil sende beskeder.
Sådan bruger du det
Hvis du gerne vil diktere en besked, skal du først gå ind i den App, du gerne vil skrive teksten i. Tryk så i tekstfeltet, så du har en markør i feltet, ligesom hvis du ville skrive en besked normalt.
Du skal så trykke på markøren i tekstfeltet for, så der dukker et blåt felt med et mikrofonikon op. Du kan også trykke på mikrofonikonet i nederste højre hjørne af skærmen, hvor der er en større knap til det.
Når du kan se mikrofonikonet i tekstfeltet, kan du begynde at diktere.
Værd at vide
Diktering fungerer også på dansk, men funktionen er bestemt ikke ufejlbarlig. Det kan give nogle spøjse beskeder med ord, du ikke ville skrive, så det er en god idé lige at læse beskeden igennem, inden du trykker send.
Hvis du for eksempel vil lave et udråbstegn eller et spørgsmålstegn, skal du sige navnet på tegnet.
Du kan skifte linje eller lave et nyt afsnit ved at sige de enkelte kommandoer.
Når du er færdig med at diktere, skal du trykke på mikrofonikonet igen. Funktionen slår desuden automatisk fra, hvis du ikke har talt i 30 sekunder.
Kilde: Apple Support