Den kommende tid vil udvalget på Røde Kors’ webshop blive mærkbart større, når man som kunde søger genbrug fra organisationen online.
For fra at hver eneste vare – som der i genbrugsuniverset ofte kun er en enkelt af – har skullet tastes individuelt i systemet, dvs. kategori, størrelse, farve, mærke, så kan en ny app, udviklet af studerende fra Københavns Erhvervsakademi KEA i et samarbejde med Røde Kors, nu selv aflæse de informationer og straks lægge varen på webshoppen.
Det er brug af kunstig intelligens i app’en, der gør, at varebeskrivelse og prisforslag genereres automatisk, og det er lidt af en game changer for webshoppen, siger Tina Donnerborg, chef for Røde Kors Genbrug.
”Vores største udfordring har hidtil været, at det har været en langsommelig og besværlig proces, som har gjort, at vi ikke har kunnet tilbyde kunderne det store udvalg, vi i princippet har og gerne vil. App’en gør det hele meget nemmere og vil kunne sikre et markant større udbud i vores webshop”, siger Tina Donnerborg.
Gør en positiv forskel
Samarbejdet mellem studerende på KEA, Røde Kors Genbrug og organisationens digitaliseringsafdeling er et led i at styrke Røde Kors’ digitale innovation, og at det samarbejde har båret frugt og nu helt konkret kommer Røde Kors’ arbejde til gavn, glæder chef for digitalisering i Røde Kors, Bjørn Borup.
”Det er fantastisk at kunne få lov til at trække på de dygtige studerende og få konkret glæde af deres idéer og nytænkning. Den digitale innovation har vi brug for i Røde Kors, hvor app’en her kommer til at gøre en positiv forskel, fordi den i sidste ende betyder, at vi kan fortsætte vores hjælpearbejde ude i verden og herhjemme”, siger Bjørn Borup, der ser frem til det fortsatte partnerskab med KEA.
”Vi er startet med genbrugsområdet, men fremover vil vi også afsøge andre områder, hvor innovative digitale partnerskaber kan give værdi i Røde Kors’ arbejde”, fortæller Bjørn Borup.
Stor hjælp for de frivillige
Pengene fra Røde Kors Genbrug går direkte til Røde Kors’ internationale nødhjælpsarbejde og sociale indsatser i Danmark, og jo mere, der sælges i organisationens butikker og webshop, desto mere er der at drive nødhjælp for.
”Det er i høj grad det, vores flittige frivillige ude i butikkerne er drevet af, og med app’en bliver det meget nemmere for dem at lægge tøj op i webshoppen. Det er dem, vi skal takke for, at webshoppen er kommet så godt fra start, som den trods alt er, men mange af de frivillige kæmper lidt med det digitale og synes, det har været besværligt at lægge varerne på, fordi det kræver mange skridt inde i det digitale univers. Med app’en skal de blot tage et billede af den pågældende vare, og så aflæser den selv alle informationerne. Det vil være en stor hjælp”, siger Tina Donnerborg.
App’en er blevet udviklet på et forløb i april-maj i år. Samarbejdet mellem Røde Kors Genbrug, Røde Kors’ digitaliseringsafdeling og KEA fortsætter, og næste forløb finder sted i november/december ligeledes i år.
Find Røde Kors Genbrugswebshop her.