Danske computere ramt: Sådan tjekker du, om dine oplysninger er blevet stjålet

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

En international aktion har denne uge fundet flere hundrede tusinde inficerede computere.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Cyberkriminalitet er her, der og alle vegne i vores digitaliserede samfund, og derfor har vi den konstante trussel om at få stjålet vores personlige oplysninger hængende over os konstant.

Men det kan være svært at finde ud af, om man faktisk er blevet ramt af et angreb, før der pludselig er oprettet diverse lån og alle mulige andre ting i ens navn, som man så står og skal forklare, at man altså ikke er personen bag.

Politi på tværs af landegrænser arbejder på højtryk for at bekæmpe cyberkriminalitet, og faktisk har man også oprettet en database, hvor man kan finde ud af, om ens oplysninger er blevet stjålet.

Dansk politi opfordrer til at tjekke

National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har i tæt samarbejde med flere politi- og retshåndhævende myndigheder i Europa og USA foretaget en række aktioner mod flere centrale, organiserede cyberkriminelle og disses IT-infrastruktur.

Det er sket i Operation Endgame, hvor politiet har slået til mod botnets, der er blevet brugt som led i organiseret IT-kriminalitet med flere hundrede tusinde ofre på verdensplan, herunder også danske.

Et botnet er et it-netværk af tilfældige borgeres og virksomheders computere, der er blevet inficeret med skadelig malware. Det giver bagmændene mulighed for at tage kontrol over computerne og misbruge dem til forskellige former for kriminalitet.

Botnets kan eksempelvis anvendes som platform til at udføre ransomware-angreb mod danske virksomheder, eller det kan give adgang til at misbruge adgangsoplysninger gemt på de inficerede computere.

Politimyndighedernes foreløbige undersøgelser i Operation Endgame viser, at botnettene har inficeret flere hundrede tusinde computere på verdensplan.

Afdelingsleder i NSK, Henriette Erbs, opfordrer til, at man benytter sig af muligheden for at tjekke, om ens computer er blandt de ramte:

”Det kan være svært at gennemskue, om din computer er blevet inficeret med ondsindet virus og indgår i et botnet – ofte vil du slet ikke bemærke det. Men det kan have store personlige og økonomiske konsekvenser, hvis nogen skaffer sig uberettiget adgang til din computer, da dine data og informationer kan blive brugt til kriminalitet. Generelt vil jeg opfordre til, at man som virksomhed og borger er bevidst om sin digitale sikkerhed og søger hjælp og vejledning hos relevante myndigheder – også inden skaden er sket.”

Sådan fungerer det

Det er hollandsk politi, der administrerer siden, hvor man kan undersøge, om ens oplysninger er blevet fundet i en af politiets aktioner.

Databasen fungerer ved, at politiet lægger diverse personlige oplysninger ind i databasen, hvor det er muligt, og du kan finde ud af, om du er en af dem, der er blevet ramt, ved så at indtaste din email-adresse.

Når du har gjort det, går der op til fem minutter, hvor du måske nok sidder lidt på nåle. Hvis dine oplysninger er at finde i et af de datasæt, politiet har beslaglagt, vil du få en direkte besked til din mail med informationer.

Men hvis du ikke hører noget, efter de fem minutter er gået, er dine oplysninger ikke en del af de datasæt, der er blevet beslaglagt.

Du kan finde den hollandske side her. Du skal indtaste din email-adresse i bunden af siden. Teksten er på engelsk.