60.000 danskere har tilmeldt sig: Nu lukker Rejsekort-app for nye brugere efter fund af fejl

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det er indsamlingen af data over, hvor brugeren befinder sig, der ikke fungerer, som det skal.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

60.000 danskere har siden d. 9. april 2024 meldt sig til den længe ventede Rejsekort-app.

Men det tal kommer ikke til at ændre sig lige foreløbig - i hvert fald ikke i en opadgående retning.

Selskabet bag appen har nemlig tidligere oplyst, at brugernes lokationsdata var anonymiseret, men en fejl i appen har resulteret i, at det ikke er tilfældet alligevel.

Det har nye dokumenter vist, skriver fagbladet Ingeniøren.

Lukker for tilgang af brugere

Konkret handler den fejl, selskabet bag appen har fundet, ud på, at appen ikke indsamler og behandler data om brugernes færden, fra de checker ind med appen, til de checker ud.

Det fortæller Jens Willars, der er kundedirektør i Rejsekort & Rejseplan A/S, til Ingeniøren, der i samme ombæring fortæller, at der er flere undersøgelser, der har vist, at der stadig er nogle ting ved appen, der skal fikses, inden den kan gøres tilgængelig for flere brugere.

Fejlen har resulteret i, at appen i nogle tilfælde fortsætter med at indsamle data om, hvor personen befinder sig, hvis de har glemt at checke ud i appen.

Indsamlingen fortsætter indtil kl. 04.00 natten til den følgende dag, hvor alle brugere automatisk bliver checket ud.

Pseudonymiseret form

Ifølge Jens Willars bliver informationerne opbevaret i en såkaldt pseudonymiseret form. Det betyder, at ting som navne og adresser og andre lignende oplysninger bliver ført over i et særskilt dokument.

Løsningen er imidlertid ikke at stoppe dataindsamlingen, da appen simpelthen skal bruge de data for at fungere, siger Jens Willars til Ingeniøren.

Løsningen bliver i stedet, at der kommer en opdatering af privatlivspolitikken for brugen af appen, ligesom selskabet bag vil begrænse, hvor lang tid informationerne bliver opbevaret i systemet.

Årsagen til, at der overhovedet gemmes den slags data, er, at det skal hjælpe med at opdage snyd, ligesom det også skal kunne hjælpe kunder, der har registreret deres rejsekort forkert.

Da appen blev lanceret, var det målet, at appen skulle åbnes for alle brugere i løbet af 2024, men det er nu uvist, hvornår den åbner for ny tilgang af brugere.