33.000 danskere har fået særligt tilbud: Tjek din e-Boks

Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur
Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur

Skrevet af J. Bøgen

Årets ansøgningsrunde åbner i dag!

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I dag har ejerne af godt 33.000 adresser fået besked om, at de nu har mulighed for at søge om tilskud til hurtigt internet fra statens Bredbåndspulje.

Det er Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur (SDFI), som har sendt brev ud.

Der kan altså være hjælp at hente, hvis man ikke har en god internetforbindelse. 

”Det er godt for os, der bor i landdistrikter med dårlig eller ingen bredbåndsforbindelse, at det nu igen er muligt at få støtte fra Bredbåndspuljen”, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

”Uanset om man bor i byen eller på landet, er det helt essentielt at have en lynhurtig og stabil internetforbindelse, da det er en forudsætning for at kunne drive virksomhed, arbejde hjemmefra, bruge en række offentlige digitale services samt leve et moderne familieliv i landdistrikterne. Hvis vi skal opnå et land i bedre geografisk balance, som det står i regeringsgrundlaget, så skal alle kunne få lynhurtigt bredbånd, både i små lokalsamfund og for enden af grusvejen, og her er Bredbåndspuljen meget afgørende. ”

Kan påvirke huspriser

Det er svært at undvære en god internetforbindelse. En hurtig forbindelse giver frihed til at holde kontakten med familien, forny recepter ved lægen, arbejde hjemmefra eller tjekke Aula.

Af samme grund kan en dårlig internetforbindelse have betydning for prisen på din bolig, hvis den skal sælges.

”Vi ved godt, at der er noget arbejde forbundet med det, når man skal i gang med en ansøgning om bedre bredbånd til lokalområdet. Derfor er vores bredbåndsmedarbejdere også klar til at vejlede via telefon og mail, hvis man har behov for assistance.” siger Thomas Ilum Damsgaard, kontorchef i SDFI.

Du kan læse meget mere om Bredbåndspuljen, og hvordan du søger om tilskud på sdfi.dk/bredbaandspulje.

Her kan du også tilmelde dig et online informationsmøde:

Tirsdag den 18. juni kl. 15-16
Onsdag den 26. juni kl. 16-17
Mandag den 1. juli kl. 14-15

Fakta

  • Der er godt 80 mio. kr. til rådighed for tilskud fra Bredbåndspuljen i 2024, heraf 20 mio. kr. til en særlig ordning for enkeltstående adresser.

  • P.t. er der registreret godt 33.000 tilskudsberettigede adresser. Heraf har cirka 4.000 adresser mulighed for at søge under en særlig ordning for enkeltstående adresser. Man kan se, om en adresse er tilskudsberettiget på: bredbaandspulje.sdfi.dk.

  • De deltagende adresser skal bidrage med en egenbetaling på mindst 2.000 kr. i gennemsnit pr. adresse. Den bredbåndsudbyder, som står for at gennemføre etablering af bredbånd til de deltagende adresser, skal give mindst 10.000 kr. i gennemsnit pr. adresse.

  • Bredbåndspuljen er efterspørgselsdrevet. Man skal som udgangspunkt slå sig sammen lokalt og organisere et projekt, som kan søge om tilskud. De adresser, som er omfattet af den særlige ordning for enkeltstående adresser, kan dog søge om tilskud uden at slå sig sammen med andre.

  • Puljen er primært målrettet boliger, virksomheder og sommerhuse, som ikke ligger i byzone. Der kan dog også søges om tilskud til adresser fra landsbyer og andre mindre bysamfund med mindre end 2.000 indbyggere.

  • Det må dog ikke allerede være muligt at få en hurtig bredbåndsforbindelse på adressen – og der må ikke være udsigt til at få en hurtig forbindelse inden for de kommende tre år. Dækningen på adressen skal med andre ord være mindre end 100 Mbit/s download fra fastnet bredbånd og mindre end 600 Mbit/s fra mobilt bredbånd.