Sådan redder du dine negle fra at blive flossede og tørre i kulden

Sundhed

05/12/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Der er heldigvis flere ting, du kan gøre - og de kræver meget lille indsats!

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De knækker. De flækker. De flosser. Og de kan gøre forbandet ondt, når det sker.

Dine negler er under angreb, og fjenden er det kolde vintervejr.

Når det bliver vinter, og temperaturerne daler, bliver al fugt nemlig suget ud af vores fingerspidser - og det ender med at gå ud over dine negle.

Det kan være en smertefuld oplevelse af have tørre og flossede negle og fingerspidser, og derfor er gode råd dyre, når det gælder om at undgå den situation.

Men der er heldigvis også nogle ting, du selv kan gøre for at undgå, det bliver alt for slemt.

På med handsken

Maggie Sommer er negleteknikker og indehaver af Ticket2Beauty skønhedsklinikken, og hendes første tip starter med noget, de fleste af os nok har derhjemme, men måske glemmer at tage med, når vi skal du ad døren.

"Først og fremmest er det vigtigt, at du tager handsker på, lige så snart det bliver lidt koldt. Specielt, hvis du cykler eller lufter hund," siger hun til Seniornews.

Handskerne beskytter nemlig mod frosten, som udtørrer neglene.

Hun forklarer videre, at negle, ligesom vores hår, faktisk er dødt materiale, og derfor holder de ikke lige så godt på fugt, som resten af vores krop.

En fugtpakke til natten

Hvis du en dag er kommet afsted uden handsker, eller de måske er gået i stykker, kan du i stedet sørge for at give neglene fugt.

Det gør du ved at bruge negleolie eller neglebåndsolie.

Hvis du derimod gerne vil give neglene en ordentlig omgang luksus, kan du i stedet vende blikket mod det sociale medie TikTok.

Her florerer nemlig et tip om, at du skal smøre neglene ind i en negleolie og fed creme, inden du går i seng. På den måde giver du neglene en gedigen fugtpakke, der virker hele natten.

Dorthe Devantier er negleteknikker fra Neil Beauty, og hun har selv prøvet det virale hit.

"Jeg har selv prøvet det, og har også givet anbefalingen videre til flere af vores kunder," siger hun.

Er dine negle stadig knastørre, råder Maggie Sommer dig til at give dem en keratinkur. Keratin er nemlig netop det, som dine negle består af.

Du laver kuren ved at smøre keratinen på som neglelak - det hjælper så med at binde neglenes keratinlag sammen.

Genetisk bestemt

Både Maggie Sommer og Dorthe Devantier understreger, at det i høj grad er genetisk bestemt, om dine negle har tendens til at tørre ud eller ej.

Derudover spiller alderen også en rolle. I takt med, at vi bliver ældre, bliver alting nemlig tørrere.

Meget unge mennesker har ofte mere fedtet hud, og de oplever sjældent problemer med flossede negle

Derudover kan det også have en betydning, hvilke vitaminer du indtager, og om du tager medicin.

Hvis du tager stærk medicin, er det nemlig negle og hår, kroppen først begynder at spare på. Simpelthen fordi de dele af kroppen er de mindst nødvendige, forklarer Maggie sommer.

Når neglene forandrer sig

* Negleforandringer er for det meste fredelige.

* Negles form og udseende varierer fra person til person, og samtidig ændrer de sig med alderen.

* Hvis du oplever, at negleforandringerne er generende, bør du søge læge.

* Negleforandringer kan være tegn på sygdom i huden eller andre organer som lunger og hjerte.

Kilde: sundhed.dk