Forside Sundhed Nyt studie viser overraskende resultater: Alle der er gravide, bør...

Nyt studie viser overraskende resultater: Alle der er gravide, bør læse med her

Pregnant
Shutterstock

Nu er der godt nyt, der kan berolige mange gravide kvinder.

Lige nu læser andre

Når man er gravid, bliver selv de mindste ting genstand for bekymring.

Hver mundfuld mad, hvert kemikalie i omgivelserne og hver ændring i kroppen kan vække tvivl og frygt for, om det kan påvirke barnet.

Men nu er der godt nyt, der kan berolige mange gravide kvinder.

Lungebetændelse, urinvejsinfektioner og andre almindelige infektioner under graviditeten ser ikke ud til at påvirke barnets hjerne eller kognitive evner senere i livet.

Læs også

Det viser et dansk registerstudie, som netop er offentliggjort i det anerkendte tidsskrift PLOS Medicine.

Det oplyser Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.

I det omfattende studie brugte forskerne data fra mere end 270.000 børn født i Danmark mellem 1996 og 2003 og sammenlignede både skolekarakterer i dansk og matematik ved 9.-klasseeksamen samt intelligensmålinger fra sessionsprøver blandt unge mænd.

Konklusionen er, at der ikke er nævneværdige forskelle i børnenes resultater – hverken når mødrene har været indlagt med infektioner eller har fået antibiotikabehandling under graviditeten.

”Studie taler for, at almindelige infektioner og deres antibiotikabehandling ikke har nogen påfaldende negativ betydning for hjernens udvikling hos fosteret,” siger læge og forsker Anders Husby fra Statens Serum Institut, som er førsteforfatter på studiet.

”Derudover fandt vi ikke tegn på, at der findes særligt sårbare tidspunkter under graviditeten, hvor almindelige infektioner har større effekt.”

Sammenligning af søskende styrker studiet

En styrke ved studiet er, at forskerne ikke kun sammenlignes med børn på tværs af befolkningen, men også søskende i samme familie.

På den måde kunne de tage højde for genetiske og sociale forhold, som ellers kan påvirke børns kognitive udvikling.

”Når vi sammenligner helsøskende, kontrollerer vi automatisk for mange af de faktorer, der ellers kan forstyrre billedet. For eksempel opvækstvilkår, forældrenes uddannelse og genetisk arv,” forklarer medforfatter Mads Melbye, som er forskningsdirektør hos Kræftens Bekæmpelse.

”I et globalt perspektiv er det ganske unikt at kunne lave den slags analyser på tværs af en hel befolkning.”

Infektionerne blev kortlagt via data om antibiotikarecepter og hospitalsindlæggelser under graviditeten.

Resultaterne blev derefter sammenholdt med børnenes karakterer og intelligensmålinger.

Gode ​​nyheder – men søg stadig læge ved infektioner

Resultatet af forskningen er opløftende for kommende forældre, som kan være bekymrede for mulige følger af infektioner eller medicin under graviditeten.

”Studiet understøtter, at de typiske antibiotika, som vi behandler infektioner med hos gravide, er sikre,” siger Anders Husby og fortsætter:

”Samtidig er det dog vigtigt at understrege, at gravide fortsat bør søge læge ved infektioner. Især da vi ved, at ubehandlede, svære infektioner kan føre til for tidlig fødsel, hvilket er risikabelt for barnet.”

Studiet er gennemført i et samarbejde mellem Statens Serum Institut og Kræftens Bekæmpelse og er støttet af Lundbeckfonden og Helsefonden.

Læs også

Ads by MGDK