Forside Sundhed Ny forskning viser: Populært rygestop kan skade dit syn

Ny forskning viser: Populært rygestop kan skade dit syn

Vejp, vape, e-cigaret
Tibanna79 / Shutterstock.com

Mange tror, det er et sundere valg – nyt studie peger på det modsatte

Du tænker måske, at en e-cigaret er et mindre skadeligt alternativ til en almindelig cigaret. Men ny forskning tyder på, at skiftet kan have en uventet bagside – særligt når det gælder øjnene.

Et omfattende studie fra Korea University College of Medicine, som er offentliggjort i tidsskriftet American Journal of Ophthalmology, viser, at personer, der gik fra cigaretter til e-cigaretter eller andre røgfri nikotinprodukter, havde en større risiko for alvorlige øjensygdomme end personer, der helt stoppede med nikotin.

Det skriver Fox News.

Næsten 180.000 personer deltog i undersøgelsen

Forskerne gennemgik sundhedsdata fra 179.273 voksne, som alle tidligere havde røget almindelige cigaretter, men senere stoppede. Deltagerne blev inddelt i to grupper: dem, der helt opgav nikotin, og dem, der i stedet begyndte at bruge blandt andet e-cigaretter.

Efter en gennemsnitlig opfølgningsperiode på 4,6 år fandt forskerne 6.328 tilfælde af alvorlige øjensygdomme.

Resultaterne viste, at personer, som fortsatte med røgfri nikotinprodukter, havde en samlet set 7 procent større risiko for alvorlige øjensygdomme sammenlignet med dem, der stoppede helt.

Markant større risiko for øjensygdomme

Den mest tydelige forskel blev fundet ved diabetisk retinopati – en sygdom, der skader blodkarrene i nethinden og kan føre til synstab.

Her var risikoen hele 24 procent højere blandt personer, der havde erstattet cigaretterne med e-cigaretter eller lignende produkter.

Forskerne fandt også en 7 procent højere risiko for synsforstyrrelser, som påvirker øjets evne til at fokusere.

Forskerne understreger dog, at undersøgelsen er baseret på tidligere indsamlede sundhedsdata og derfor ikke kan bevise, at e-cigaretter direkte medfører øjenskader.

De konkluderer dog: “Disse resultater udfordrer antagelsen om, at det er ufarligt for synet at erstatte almindelige cigaretter med røgfri nikotin- eller tobaksprodukter.”

Studiet indikerer dermed, at et fuldstændigt stop med nikotin fortsat ser ud til at være det bedste valg, hvis risikoen for alvorlige øjensygdomme skal begrænses.

Ads by MGDK