Hver tiende havde forhøjet blodtryk: Nu bliver samarbejde forlænget og udvidet

Sundhed

29/10/2024

Foto: Salling Group
Foto: Salling Group

Skrevet af J. Bøgen

I et samarbejde mellem Salling Group og Hjernesagen har kunder i udvalgte Bilka-varehuse siden maj haft mulighed for at få målt deres blodtryk gratis, mens de handler.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Projektet er muliggjort af en donation fra Salling Fondene, og resultaterne viser nu, at mere end hver tiende af dem, der har takket ja til blodtryksmålingen, er blevet henvist til egen læge med et ubehandlet forhøjet blodtryk.

Det er et tal, som gør indtryk på klinisk professor og ledende overlæge fra Aalborg Universitetshospital, Søren Paaske Johnsen:

"Med dette initiativ har man været i stand til at fange et meget betydeligt antal personer, som går rundt med ubehandlet eller mangelfuldt behandlet forhøjet blodtryk. Og det er der et stort folkesundhedsmæssigt perspektiv i."

Det at tilbyde blodtryksmåling under indkøbsturen er ikke tidligere afprøvet i Danmark, men resultaterne er imponerende, siger Søren Paaske Johnsen. Han hæfter sig således ved, at en meget høj andel af de kunder, som tager imod tilbuddet, tilhører befolkningsgrupper, som ofte ikke rammes af traditionelle sundhedskampagner.

Det understreger vigtigheden af initiativet og ikke mindst behovet for øget kendskab til forhøjet blodtryk, som er en af de hyppigste årsager til stroke – blodpropper og blødninger i hjernen.

Tilbuddet fortsætter og udvides

Målet for samarbejdet er at nå ud til endnu flere danskere og bidrage til en bedre folkesundhed. Derfor bliver tilbuddet nu udvidet til flere butikker landet over, og Hjernesagen vil over de kommende måneder turnere mellem Bilka-varehuse i Tilst, Randers, Odense, Ishøj, Sønderborg og Næstved. Hver måned vil Hjernesagen på udvalgte dage besøge en ny by for at måle kundernes blodtryk.  

Hjernesagens landsformand, Jens Bilberg glæder sig over, at Salling Group udvider tilbuddet.

"Det er jo på sin vis alarmerende, at vi finder så mange med forhøjet blodtryk, men det bekræfter sådan set bare det, vi allerede ved: At rigtig mange danskere går rundt med forhøjet blodtryk uden selv at være klar over det. Derfor glæder det mig, at vores gode samarbejde med Salling Group og Salling Fondene forhåbentlig kan være med til at få dem i behandling," siger Jens Bilberg.

Kunderne vælger sundhedstilbud til

I de udvalgte Bilka-varehuse har mange kunder allerede taget imod tilbuddet om blodtrykmåling, og flere har aktivt holdt øje med, hvornår sygeplejersken næste gang besøger butikken. Det betyder, at der i perioder har været kø ved Hjernesagens stand, men kunderne venter tålmodigt.

"Kunderne er både glade og taknemmelige for initiativet. Vi har blandt andet oplevet kunder, der ringer til deres venner, mens de venter på, at det bliver deres tur – hvorefter vennerne også dukker op i butikken for at få målt blodtrykket," fortæller Anne Hertz, som er direktør for Hjernesagen.

Også i Salling Group er de glade for at se den positive effekt af samarbejdet.

"Vi er glade for at se, at vores kunder tager så godt imod tilbuddet om gratis blodtryksmåling. Det viser, at vi sammen med Hjernesagen kan gøre en reel forskel for danskernes sundhed på en nem og tilgængelig måde. Ved at tilbyde denne service i vores butikker kan vi bidrage til noget så vigtigt som forebyggelse af forhøjet blodtryk og stroke – og det er vi utrolig stolte af," siger Louise Gade, direktør for People, Culture & Sustainability i Salling Group.

Som Danmarks største dagligvarekoncern har Salling Group hver uge flere millioner kunder igennem kæderne Bilka, føtex og Netto. Det giver en mulighed for at nå bredt ud til den danske befolkning, når der sættes fokus på forebyggelse af stroke. Det er Salling Fondene, som ejer Salling Group, der har muliggjort blodtryksmålingerne i Bilka-butikkerne med en donation på 2,5 millioner kroner.

Tirsdag d. 29. oktober er det World Stroke Day, hvor Hjernesagen måler blodtryk i Bilka Tilst fra kl. 07:00.