Her kan disse pensionister få gratis tandbehandling d. 19. januar

Sundhed

09/01/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det kan være fx tandrensning, udtrækning, fyldning og behandling for paradentose.

I alt 40 tandlæger, tandplejere og klinikassistenter fordelt på fire klinikker i Storkøbenhavn står klar, når PLUS1 og Smil Igen Fonden byder på gratis tandbehandling.

Det sker fredag den 19. januar 2024 kl. 8.00-15.00 og er et tilbud til socialt udsatte, som er en af de grupper, der prioriterer besæg hos tandlægen lavest.

Camilla Kirkeby er klinikejer hos PLUS1 Tandlægeklinik og grundlægger af Smil Igen Fonden, som rekonstruerer slidte og ødelagte tandsæt for socialt udsatte. Hun siger:

”Det har altid ligget mig på sinde at give tilbage til samfundet, hvor jeg kan. Med Tændernes Dag giver vi os selv en oplagt mulighed for at hjælpe rigtig mange mennesker på kort tid. Vi kan ikke nå helt i dybden med alle sammen, men vi kan nå et godt stykke vej."

Behandling, tid og varighed

Tændernes Dag foregår på PLUS1’s fire klinikker:

  • København City: Banegårdspladsen 1, 10. sal, 1705 København V

  • Field’s: Arne Jacobsens Allé 16, 2. sal, 2300 København S

  • Ballerup Healthcare Center: Borupvang 3C, 2750 Ballerup

  • Rødovre Centrum: Lægecentret 1. sal nr. 193, 2610 Rødovre

Der bliver behandlet efter først-til-mølle-princippet, og der er sat højst en time af til hver patient.

Behandling kan fx være:

  • Tandeftersyn og tandrensning

  • Fyldninger, tandudtrækninger

  • Undersøgelse for og behandling af paradentose.

Disse grupper kan få gratis tandpleje

PLUS1 skriver, at man ikke behøver allerede være patient hos kæden for at kunne få pleje den dag.

Grupperne, der kan benytte sig at tilbuddet, er:

  • Kontanthjælpsmodtager

  • Fleksjobbere/borgere i ressourceforløb

  • Førtidspensionister

  • Integrationsydelse eller asylansøger.

Kriterier for at modtage behandling

Når du ankommer på klinikken, skal du henvende dig i receptionen.

Her skal du fremvise følgende, for at vi kan tilbyde dig behandling:

  • Sundhedskort eller opholdskort (fysisk eller digitalt)

  • Dokumentation for den ydelse, du er på fysisk eller digitalt), fx din seneste årsopgørelse, udbetaling af din ydelse eller lignende.

Hvis du tager det blodfortyndende medicin, Maravan, og skal have en tandudtrækning, skal du fra din læge have på skrift, hvad din INR-værdi er.