Kan du kende trøjen? Sepp Piontek er tilbage

Sport

27/05/2024

Foto: TV 2 Danmark
Foto: TV 2 Danmark

Skrevet af J. Bøgen

Det er tid til Fussball!

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danmarks tidligere landstræner Sepp Piontek spiller hovedrollen i TV 2s EM-kampagne til sommerens fodboldslutrunde i Tyskland.

I tre film gør Sepp Piontek danskerne opmærksomme på vigtigheden af kampene ved EM under sloganet 'Det er tid til Fußball'. Det sker, da Sepp Piontek pludselig dukker op på bagsædet af bilen hos en gom, som er på vej til sit bryllup.

Sepp Piontek griber også ind under en eksamenslæsning og fortæller et ægtepar, at datteren ikke kan hentes efter ridning, da tidspunktet kolliderer med EM-programmet.

Hun må selv ride hjem, lyder den kontante besked.

"Det er sjovt at være med som ældre herre og vise, at jeg stadig følger med og kan give noget videre til den unge generation. Jeg ved, hvad en slutrunde betyder for landsholdet og de danske fans, og det vil jeg gerne bakke op om," siger Sepp Piontek.

Halli, hallo, vi vinder i Mexico

Sepp Piontek optræder i kampagnen i sin legendariske bolsjestribede landsholdsdragt fra VM i Mexico i 1986.

Det er ikke en replika, men det selvsamme sæt han havde på, da Danmark for første gang var med til et VM.

Tøjet blev udlånt til optagelserne af Danmarks Fodboldmuseum i Aarhus.

"Sepp Piontek er limen mellem Danmark og Tyskland, når det kommer til fodbold. Det har vi forsøgt at favne med denne kampagne, hvor Sepp med et glimt i øjet får lov til at hanke op i danskerne, som han gjorde det med landsholdsspillerne, da han i sin tid kom til Danmark for at blive vores landstræner," siger Jesper Andersson, Senior Brand Manager, TV 2 Marketing.

Det er tid til Fußball

TV 2 sparker EM i fodbold i gang i begyndelsen af juni med Danmarks to sidste testkampe mod Sverige onsdag 5. juni i Parken og lørdag 8. juni mod Norge på Brøndby Stadion. Begge opgør og mange andre nationers sidste test kan du se på TV 2 og TV 2 Play.

Selve slutrunden indledes 14. juni med et opgør mellem værterne fra Tyskland og Skotland, som kan ses direkte på TV 2, der deler tv-rettighederne til EM med DR. Danmark er i EM-gruppe med Slovenien, England og Serbien - og TV 2 viser opgøret mod England i Frankfurt torsdag 20. juni, hvor Danmark har revanche til gode fra semifinalen ved seneste EM.

18 EM-kampe fra gruppespillet bliver vist direkte på TV 2s platforme og sportskanaler. Her er det blandt andet værd at fremhæve Spanien-Kroatien, Spanien-Italien og 3. runde-kampene Schweiz-Tyskland og Skotland-Ungarn, der potentielt kan afgøre, hvem Danmark eventuelt og forhåbentligvis skal møde i 1/8-finalen.

Du kan se hele sendeplanen for EM her

TV 2 har live-rettighederne til alle fire EM-ottendedelsfinaler, to af kvartfinalerne, mens finalen 14. juli i Berlin bliver vist på TV 2 og DR.